I år bliver sommeren noget for sig selv

Der er penge på vej


Inden udgangen af marts åbnes der for udbetaling af indefrosne feriepenge for 56 mia. kroner og lige efter påske, den 9. april, vil Skat udbetale op imod 11 mia. kroner i restskatter.

Der er med andre ord mange penge på vej til de danske lønmodtagere i de kommende uger, men der er også et par overvejelser, man bør gøre sig inden da.

 

Husk at indberette dit kørselsfradrag

Den 15. marts kan du se din årsopgørelse for 2020. I år er det ekstra vigtigt, at du selv indberetter dit kørselsfradrag, for Skat har i modsætning til 2019 valgt ikke udfylde det felt på forhånd.Glemmer eller undlader du at gøre det, så risikerer du at gå glip af det ellers nok mest benyttede fradrag.

Men husk, det er kun de dage, du faktisk har rejst til og fra arbejde, du skal skrive - hjemmearbejdsdagene tæller ikke med.

 

Få de sidste feriepenge udbetalt

Når det kommer til de indefrosne feriepenge, så kan du få hele det resterende beløb udbetalt. Der var i alt 108 mia. kroner i indefrosne feriepenge, og der blev i 2020 udbetalt 52 mia. kroner. Det svarer til, at 85% har hævet de første 3 ugers feriepenge, som man kunne i 2020. De 15%, der valgte ikke at få udbetalt feriepenge i efteråret, kan nu hente alle 5 uger.

Udbetalingen bliver beskattet med almindelig skattesats. Men har man i forvejen en årsindkomst lige under grænsen for topskat på 544.800 kroner, så ryger feriepengene altså op og bliver beskattet med topskatten.


Feriepenge der kan udbetales nu efter alder

Så mange lod pengene stå

 

Ret din forskudsopgørelse, hvis du får udbetalt feriepenge

Det er vigtigt, at du retter din forskudsopgørelse på skat.dk, hvis du vælger at få feriepengene udbetalt. Log på Skat.dk med dit NemID, vælg forskudsopgørelse 2021 og find felt 201. Her lægger du det beløb, der allerede står i feltet, sammen med dine feriepenge før skat. Det vil sige det beløb, du har søgt om at få udbetalt.

Fik du ikke rettet din forskudsopgørelse for 2020, da du fik udbetalt feriepenge, så står du måske med en skatteregning, når årsopgørelsen kommer. I så fald kan det måske være en ide at betale skatteregningen med de sidste feriemidler.

 

En økonomisk håndsrækning til dansk økonomi

Feriepengene udbetales for at sætte gang i forbruget igen, skabe økonomisk fremgang og sikre arbejdspladser. Feriepenge og restskatter står efter påske klar med en økonomisk håndsrækning på 42-45 mia. kroner til genrejsningen af dansk økonomi.

Det er naturligvis helt op til dig, om du vil bruge pengene nu eller spare dem op. Min klare opfordring som økonom er, at du bruger pengene på noget, der gavner dig selv, de danske arbejdspladser og miljøet.

 

Brug håndværkerfradraget

Håndværkerfradraget er i 2021 todelt og kan både bruges til håndværkerarbejde og serviceydelser som rengøring, havearbejde og børnepasning. Det sætter både gang i hjulene i det danske erhvervsliv og er en god mulighed for at få pengene til at strække lidt længere.

 

Investér lidt ekstra i miljøet

Hvorfor ikke bruge feriepengene til at gavne miljøet? Du kan f.eks. bruge de ekstra penge på en energibesparende varmepumpe til enten huset eller sommerhuset.

Det kan også være en idé at skifte en knapt så energirigtig bil ud med en hybrid- eller elbil. Hvis du ikke er klar til at skifte bilen ud, er en anden mulighed at købe en elcykel, f.eks. en Christianiacykel med elmotor, som gør de længere ture og de daglige indkøb mere overkommelige og dermed mindsker din bilkørsel.

 

Spar op, hvis du frygter at blive ledig

Det kan naturligvis også være en god idé at få pengene udbetalt uden at bruge dem, hvis du frygter, at dit job kan være i fare, hvis vi ikke får mere gang i økonomien. Så er der lidt ekstra på kontoen, hvis du får en periode på dagpenge frem til næste job.

Du kan også lade pengene stå og få et attraktivt langsigtet afkast til, når du engang skal på pension. Tallene fra 2021 viser, at mere end 1/3 af dem over 60 år valgte denne løsning.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.