Stop bankrøveriet i din egen stue

I 2022 blev der for første gang ikke begået et eneste bankrøveri i Danmark. De kriminelle er i stedet flyttet ud i stuerne, hvor de bliver dygtigere og dygtigere til at narre penge fra danskerne.  Her kan du få lidt råd om, hvordan du selv undgår at falde i de kriminelles kløer. 

 

Følg disse tre enkle råd

  1. Læg røret på
    Lad dig ikke overtale af veltalende kriminelle til at flytte dine penge til andre konti. Afbryd samtalen og læg røret på, hvis du har mistanke om svindel.
  2.  Oplys aldrig dine koder
    Din bank, politiet, Nets eller andre vil aldrig bede dig om at oplyse dit MitID bruger-ID eller andre adgangskoder. Oplys aldrig dine koder til andre – heller ikke selvom de udgiver sig for at ringe på fx bankens eller politiets vegne.
  3. Dobbelttjek hvad du godkender med MitID
    Læs altid, hvad du er ved at godkende. Godkend aldrig handlinger med MitID, du ikke selv har bedt om. 

 

Svindlere udgiver sig for at være politiet eller din bank  

Svindlerne kan fx finde på at ringe dig op og bilde dig ind, at de er fra banken eller politiet. De kan endda få det til at se ud som om, de ringer fra bankens eller politiets eget nummer. I løbet af samtalen beder de dig om dine personlige informationer eller om lige at godkende den MitID-notifikation, som kommer til din mobiltelefon om lidt.

De kan også bilde dig ind, at din konto er ved at blive hacket, og at de vil hjælpe dig med hurtigt at flytte dine penge over på en ”sikker” konto. Den form for svindel kaldes også "vishing”. Her afbryder du samtalen med det samme, du får mistanke om svindel. Er du den mindste smule i tvivl, så læg på med det samme og ring til os. Så hjælper vi dig. 

 

Pas på falske mails og SMS'er

Svindlerne kan også finde på at udgive sig for at være en virksomhed, du kender og stoler på. Så kontakter de dig typisk på mail eller SMS og beder dig om at give dem nogle personlige informationer. Mailen eller sms’en indeholder som regel trusler om, at din konto eller dit kort bliver lukket, hvis du ikke sender dine oplysninger. Det kaldes også ”phishing”.

Vær opmærksom på, at de kan få det til at se ud som om, de skriver fra virksomhedens mail eller telefonnummer. 

 

Er du blevet udsat for svindel?

Så kontakt os med det samme og spær dit MitID eller din MitID kodeviser.