Sådan spotter du opkald fra en svindler
Når svindlerne ringer, er de ofte rigtig dygtige til at udgive sig for at være en anden. De kan fx finde på at ringe dig op og bilde dig ind, at de er fra banken eller politiet – og de kan endda få det til at se ud som om, de ringer fra bankens eller politiets eget nummer. I løbet af samtalen kan de finde på at bede dig om dine personlige informationer eller om at godkende en MitID-notifikation.
Svindlerne er dygtige, og derfor er det vigtigt, at du ved, hvad du skal kigge efter, når de ringer. Læs her, hvordan du spotter et telefonopkald fra en svindler.
Vi beder aldrig om dine personlige oplysninger
Det vigtigste, du skal huske, når du bliver kontaktet af en svindler, er, at banker, politiet og andre offentlige myndigheder aldrig vil bede dig om dine personlige oplysninger over telefonen. Det kan fx være bankkontonumre, personnumre, kodeord eller lignende.
Det vil svindleren til gengæld ofte gøre. Beder personen dig om dine oplysninger, ved du, at det er en svindler.
Kig på telefonnummeret
I nogle tilfælde kan du regne ud, at det er en svindler, fordi personen ringer fra et skjult, ukendt eller udenlandsk nummer. Er du i tvivl, om det kan være svindel, så lad være med at tage telefonen. Har du telefonsvarer, vil en person med en reel henvendelse formentlig lægge en besked eller få fat i dig på anden måde.
Svindlere kan også få det til at se ud som om, de ringer fra fx din bank eller politiet. De kan også få det til at lyde som om, de kender din økonomi. Bliver du ringet op fra vores nummer, og har du mistanke om svindel, så læg på med det samme og ring selv til os. Så hjælper vi dig. Det er en god idé at bede om personens navn – så kan du spørge efter den person, når du ringer til os.
Stop op - lad dig ikke presse
Svindlerne finder typisk på en historie, som kræver, at du handler med det samme, uden at du kan nå at tænke dig om eller undersøge sagen. Svindlerne er overbevisende, og derfor er det vigtigt, at du holder hovedet koldt og insisterer på at tænke dig om. Du kan fx bede personen om at ringe tilbage.
Er du i tvivl, om du bliver udsat for svindel, kan du fx ringe til en ven, et familiemedlem eller os og spørge om råd.
Er du blevet udsat for svindel?
Så kontakt os med det samme, spær dit MitID eller din MitID kodeviser og anmeld det til politiet.