Lån & Spar er danskernes favorit
4379 danske bankkunder blev spurgt, hvilken bank de har mest tillid til. Det resulterede i en flot førsteplads til banken, Søfartens ledere er medejere af. Og som vores medlemmer kan få særlige fordele i.
Når danskerne bliver spurgt til, hvilken bank de er mest tilfredse med og har størst tillid til, peger pilen på Lån & Spar.
Det viser den seneste undersøgelse blandt bankkunder. Undersøgelsen er foretaget af virksomheden Loyalty Group, der har 25 års erfaring med markedsundersøgelser af kundeloyalitet. Hos Lån & Spar er der forståeligt nok stolthed over førstepladsen:
”Det er en milepæl at blive nummer et i en uafhængig undersøgelse af banksektoren. Kundetilfredshed er vores vigtigste nøgletal, så vi er naturligvis stolte og glade over denne placering, der fortæller os, at vi gør det rigtige,” siger John Christiansen, som er administrerende direktør i Lån & Spar.
Personlig kunderådgivning bærer frugt
Førstepladsen i undersøgelsen er en samlet vurdering af mange forskellige faktorer.
“Alligevel er der god grund til at fremhæve vores særlige rådgivning,” mener Lån & spars forretningsdirektør, Gitte Le Grand.
”Det gode resultat er et tydeligt tegn på, at vi møder vores kunder på den rigtige måde. Og her er jeg sikker på, at vi har et forspring sammenlignet med andre banker. Når kunderne kommer i vores bank, kender vi nemlig allerede til deres brancher. Derfor kan vi rådgive specifikt ud fra ansættelsesvilkår, ferieordninger, pension, løntrin og tillægsordninger,” siger Gitte Le Grand og uddyber:
“Det kan vi, fordi vores ejerskabsforhold med mere end 50 fagforeninger i Danmark giver os en særlig adgang til viden. På den måde kan vi rådgive vores kunder ud fra deres faglige ståsted. Det giver kunderne en oplevelse af at høre hjemme i deres egen bank, og det tror jeg er en vigtig del af forklaringen på, at vi lægger os i front i denne undersøgelse fra Loyalty Group.”