Tue Nov 21 01:32:11 CET 2017
Privat
Erhverv

Når ulven kommer...

Af cheføkonom Kai Lindberg, august 2017

For nogle år siden begyndte ulven pludselig at strejfe rundt i Jylland igen - efter knap 100 år væk fra Danmark. Indenfor økonomien er der efterhånden også en del, der tyder på, at 'ulven kommer': Vi ser flere og flere tegn på, at inflationen langt fra er uddød, men tværtimod på vej tilbage.

Hvor vi i 2015 og 2016 stort set havde nul inflation, viser de seneste tal nemlig pænt tiltagende prisstigninger. Lige nu stiger priserne herhjemme med omkring 1,5 % om året, og det er på niveau med tempoet i resten af EU. Den Europæiske Centralbank (ECB) har siden finanskrisen gjort meget for at sætte gang i den økonomiske vækst, og vi har vænnet os til lave og negative renter. I den kommende tid skal ECB vurdere, om væksten og inflationen nu er på rette vej. Det vil i praksis sige omkring de 2 %, som er et mål, der let kan komme i opfyldelse.

Er det nu renten stiger?
Når inflationen i EU er stigende, og mere end halvdelen af landene har prisstigninger på eller over de 2 %, som er målet, kan der være god grund til at råbe 'ulven kommer'. Altså 'nu får vi rentestigninger'. Ikke nødvendigvis store eller hurtige - men sætter ECB og amerikanske FED renterne op, er det ikke logisk, at vi i vores privatøkonomi skal regne med, at obligationer og lånerenter forbliver rekordlave.

Mere i lønningsposen, mere på kassebonen
Herhjemme oplever vi udover stigende priser også stigende lønninger. Og får vi mere i lønningsposerne, vil det i sig selv føre til stigende priser. På det private arbejdsmarked oplevede vi i 2. kvartal lønstigninger på
2,4 %, mens lønningerne i den offentlige sektor steg med op til 2,6 % på statsområdet og 2,8 % for de, der arbejder i kommuner og regioner i 1. kvartal.

Ser vi på aktiviteten i samfundet og udviklingen i arbejdsløsheden, er der økonomisk vækst og færre ledige, og det begrunder naturligvis også, at lønningerne stiger, og inflationen følger efter.

Der er efter min opfattelse masser af plads til det høje aktivitetsniveau og lønudviklingen: Vi får igen i 2017 et rekord stort overskud på betalingsbalancen, og Danmark skovler masser af valuta ind. I foråret 2015 sænkede Nationalbanken sin rente til minus 0,75 % i forsvar mod al den valuta, der strømmede ind i Danmark. Det betød imidlertid også, at Nationalbanken dengang stak ild til det bål, der nu brænder så lystigt - med høj aktivitet, rekord høje huspriser, lønstigninger og inflation.

Små stigninger eller et ordentligt brag?
Danske virksomheder sælger langt mere til udlandet, end vi importerer for. Samtidig kan vi konstatere, at det betragtelige overskud på betalingsbalancen ikke for alvor har presset den danske krone: Strømmen af udenlandske indtægter er ikke blevet vekslet til danske kroner.

Nationalbanken kan derfor godt så småt begynde at afvikle den straffeaktion, banken begyndte i foråret 2015, mod tilstrømning af udenlandsk valuta. Om nationalbankdirektør Rohde og kolleger tør begynde at normalisere bankens renter på egen hånd - eller om de vælger at vente til 'storebror i Frankfurt', ECB, hæver renterne, er svært at spå om. Men mit bedste bud er, at alle vil være bedre stillede med flere små rentestigninger frem for et ordentlig brag.

Det kan rentestigninger og inflation betyde for din økonomi
Og hvad betyder alt det her så for os almindelige danskere? De fleste kan se frem til en højere realløn på den korte bane, uden at vi af den grund kan begynde at glæde os for meget: Vi må som nævnt regne med, at priserne følger med op, og at vi måske også kommer til at stå med et boligmarked, hvor priserne er steget for meget.

Investerer du din opsparing eller pension, vil jeg også i høj grad råde dig til at overveje, om de seneste 7-8 års optur står over for at blive afløst af mindre entusiastiske markeder? Sker det, skal du som investor være parat til at tage den risiko, der reelt ligger i dine investeringer.

Er du i tvivl om din økonomi eller sammensætningen af dine investeringer, kan du altid tage en snak med din personlige rådgiver. Ligesom med inflationen kom igen, så kan vi være sikre på, at renten igen vil stige, og der igen vil komme tab på investeringer.

Book et møde med en personlig rådgiver

Ring på 3378 2000 eller send os dine oplysninger, så kontakter vi dig.