Læser avis

Frygt for coronavirus påvirker aktiemarkedet


Af Kai Lindberg, Cheføkonom i Lån & Spar

Aktiemarkederne har reageret voldsomt på, at coronavirussen har ramt Europa og USA. 

Der siges og skrives meget om udbruddet af coronavirussen, og der er ingen tvivl om, at det bestemt ikke er ligegyldigt for udviklingen i verdensøkonomien eller de finansielle markeder.

I starten af marts var forventningerne, at væksten i Europa ville falde med 0,5 %-point i 2020 og stige med det samme i 2021. Her medio april er forventningerne et fald på 4,5 % i 2020 og en tilsvarende stigning i 2021. Den globale vækst ventes nu at være negativ med 2 % i 2020 og positiv i 2021 med 4,5 %.

Den væsentligste økonomiske påvirkning skyldes de foranstaltninger, der sættes i værk for at inddæmme virussen, og de mange hjælpepakker som regeringer og centralbanker er trådt til med for at mindske de umiddelbare følger af nedlukningerne.

For mig er der ingen tvivl om, at hjælpepakkerne kommer til at afbøde mange negative konsekvenser, og derfor på lidt længere sigt er positive for samfundsøkonomien og de finansielle markeder.

 

Hvor galt er det egentlig gået?

Det er let at få den opfattelse, at de finansielle markeder er et stort tab, men hvad er fakta? Hvis vi tager det danske C25 indeks, så var det den 14. april 2,3 % lavere end året før og 6,7 % lavere end ved årsskiftet. Et fald, der dækker over, at indekset faldt 28 % mellem den 19. februar og den 23. marts. Herefter er indekset steget med 18 % i perioden fra den 23. marts til den 14. april.

Hvis vi ser på kursudviklingen for toneangivende realkreditobligation 1 % 2050, så er kursen 1,4 % højre end for 12 måneder siden, men 2,6% lavere end ved årsskiftet. Kursen toppede faktisk i september 2019 og var lavest den 19. marts i år. Siden bunden er kursen steget med 2,2 %.

Ovenstående tal ændrer sig naturligvis hver dag, ja hver time, men budskabet er grundlæggende, at kurserne lige nu er lidt lavere end for 12 måneder siden og væsentligt bedre, end da det så værst ud medio marts måned.  

 

Aktier stiger og falder

Er det noget der fortsætter? Det korte svar er, at aktier har det med at svinge 'voldsomt', og oftest er der lange perioder med små stigninger dag efter dag, uge efter uge, typisk afløst af perioder med drastiske fald, efterfulgt af store stigninger. Sådan tror jeg også, det vil være i fremtiden.

 

Giver aktiefaldene ondt i maven?

Har de seneste ugers fald givet nervøse trækninger og ondt i maven, så kan det skyldes, at man ikke helt har den risikovillighed i virkeligheden, som man havde da aktierne steg. Det kan også skyldes, at man ikke er tilstrækkelig opmærksom på, at aktier stiger og falder, og at den lange investeringshorisont er medvirkende til, at det hele forhåbentlig nok skal ende med et fornuftigt afkast i sidste ende.

Når man har investeret i aktier, så bør man have en investeringshorisont på flere år. For investeringer i enkeltaktier bør man have mindst 5 år, og for investeringer i en bred portefølje af aktier kan investeringshorisonten være ned til 3 år. Det skyldes, at tabsrisikoen mindskes markant jo flere aktier, man har spredt sin investering over.

Historiske tal viser, at enkeltaktier har en risiko for tab på op til 50 % i 1 ud af 20 år. For brede porteføljer af aktier, hvor man har foretaget en god spredning, fx som investeringsbeviser i aktier, er risikoen for tab reduceret til ca. 30 % i 1 ud af 20 år.

Har man tiden for sig, før pengene skal bruges, så er det bedste råd at forblive tro mod de investeringer, man tidligere synes var passende.

 

Har du de rigtige aktier i din portefølje?

Er du i tvivl, er det en god idé at tage et onlinemøde med en af vores mange investeringsrådgivere for at finde ud af, om din risikovillighed, investeringshorisont og dine investeringer nu også hænger rigtigt sammen.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.