Mønter

Sidste chance for at indbetale til din pension i 2020


Vil du være sikker på, at din pension kommer ud af 2020 med mest muligt på sidebenene? Så skal du huske at tjekke dine pensionsindbetalinger inden d. 30. december.

Mange af os har travlt med at planlægge en corona-venlig jul og nytårsaften. Men midt i juleræset er det værd at huske, at december også er pensionsordningernes tid på året. Har du udnyttet de muligheder, du har her i 2020 for at polstre din opsparing mest muligt? Vi har samlet de vigtigste tal og frister til dig:

 

Aldersopsparing

Du kan indsætte op til 5.300 kroner på din aldersopsparing her i 2020. Beløbsgrænsen gælder dig, der har mere end fem år til folkepensionsalderen.

Har du mindre end fem år til folkepensionsalderen, må du i år indbetale helt op til 50.200 kroner.

Du får ikke noget fradrag for dine indbetalinger til aldersopsparingen, men så skal du heller ikke betale skat, når du får pengene udbetalt.

 

Ratepension

Du må samlet indbetale op til 57.200 kroner på din ratepension i 2020. Du får fradrag for dine indbetalinger til ratepensionen i bund- og topskat.

 

Livsvarig pension (livrente)

Har du tegnet en livsvarig pension (livrente), er der ingen begrænsninger på, hvor mange penge du kan sætte ind på den. Ønsker du imidlertid at indbetale mere end 52.600 kroner på din livsvarige pension i år, anbefaler vi, at du kontakter din rådgiver. Så kan I sammen gennemgå de præcise skatteregler for ordningen.

Er du selvstændig erhvervsdrivende, har du mulighed for at indbetale op til 30% af din virksomheds regulerede overskud på en livsvarig livrente. Er beløbet mindre end 52.600 kroner, kan du stadig vælge fradrag for 52.600 kroner.

Du får fuldt fradrag for indbetalingerne i din personlige indkomst.

 

Skynd dig - fristen udløber d. 30. december

Hvis du ønsker at lave en sidste overførsel til dine pensionsordninger i 2020, skal du senest tage forbi dit rådgivningscenter eller logge på din netbank onsdag d. 30. december.

Hvis du vil overføre pengene i dit rådgivningscenter, skal du gøre det, inden det lukker onsdag d. 30. december kl. 16.00.

Du kan lave din overførsel i netbanken indtil onsdag d. 30. december kl. 19.30. Vær opmærksom på, at du maks. kan sætte 5.300 kr. ind på din aldersopsparing via netbanken.

Husk også, at hvis du overfører penge fra et andet pengeinstitut end Lån & Spar, så kan andre tidsfrister være gældende. Læs mere her

Du kan altid booke et møde med din rådgiver via netbanken, hvis du vil vide mere om, hvordan du får mest muligt ud af din pensionsordning.

 

Rigtigt godt nytår!

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.