Stranden

Det skal du overveje, før du køber sommerhus

Corona har gjort mange danskere ekstra lune på ideen om at købe eget sommerhus et dejligt sted i Danmark. Heldigvis er der andre gode grunde end Corona til at købe sommerhus lige nu. Renten er nemlig fortsat historisk lav, og lavere beskatning af udlejning gør det muligt at tjene flere penge på at leje huset ud. Så har du økonomisk overskud i hverdagen, og drømmer du om dit eget lille fristed i weekender og ferier, er det måske nu, du skal slå til.

Gode økonomiske muligheder

Når du køber sommerhus, har du mulighed for at finansiere 75 procent af købesummen med et realkreditlån. Og med de rekordlave realkreditrenter kan du låne billigt til sommerhuskøbet. Lejer du huset ud gennem et udlejningsbureau, er de første 42.700 kroner i lejeindtægt desuden skattefrie. Dertil kommer ekstra skatterabat for lejebeløb derover.

Book et boligmøde med din personlige rådgiver, så kan vi finde ud af, hvilke økonomiske muligheder der passer bedst til din økonomi.

 

7 VIGTIGE OVERVEJELSER FØR DU KØBER SOMMERHUS:

  1. Den rigtige beliggenhed?
    Er der den slags natur og faciliteter i området, som passer til dine behov og din ide om et fristed. F.eks. skov, strand eller åbne vidder og udsigt. Har du børn – eller måske ofte børn på besøg, skal der måske også være mulighed for forskellige aktiviteter og udflugter i området.
  2. Hvor lang transporttid?
    Jo længere væk fra din bopæl, desto større er risikoen for, at du ikke kommer til at bruge dit sommerhus så meget, som du måske havde drømt om. Tjek transporttiden og overvej, om det er for langt, hvis det blot er for en smuttur i weekenden.
  3. Hvor stort skal sommerhuset være?
    Skal det bare være en lille hyggelig ”hule”, hvor man kryber sammen, eller skal børnene have deres eget værelse? Og skal der f.eks. være mulighed for, at venner og familie kan overnatte?
  4. Naturgrund eller almindelig have?
    Slapper du af med at slå græs og passe have, eller drømmer du i højere grad om en naturgrund med højt græs og vilde planter, der stort set passer sig selv? Det er en god ide at indrette haven, så den passer til dine ønsker, og du undgår dårlig samvittighed over højt græs og ukrudt alle vegne, når du bruger sommerhuset.
  5. Hvor meget tid vil du bruge på vedligeholdelse?
    Ældre sommerhuse kan være charmerende, men de kræver typisk også mere vedligeholdelse, som du enten skal betale dig fra eller klare selv. Nogen hygger sig med at bruge weekender og ferie på at sætte i stand og male, mens andre hellere vil gå ture og sidde med en god bog. Om det skal være et nyere eller ældre hus, er derfor også en vigtig overvejelse, når du skal finde din nye fritids-oase.

    At købe en sommerhusgrund og få bygget et spritnyt sommerhus, er selvfølgelig også en mulighed, men det betyder også, at du først kan bruge sommerhuset næste sommer!
  6. Skal du købe selv - eller med familie/venner?
    Mange har set fordelen i at købe sommerhus med andre familiemedlemmer eller venner. På denne måde halveres alle udgifter – både til køb, løbende omkostninger samt pasning og vedligehold. Samtidig bliver huset brugt, men det kræver også, at du skal koordinere ferieuger og weekender med andre. Og hvad nu hvis den ene part på et tidspunkt vil sælge, men den anden part ikke vil? Køber du sommerhus med andre, så sørg for at få nedskrevet klare regler for sådanne situationer fra starten.
  7. Er sommerhuset omringet af udlejningshuse?
    Kan du leve med nye naboer hver gang, du er i dit sommerhus – og måske med fest, sjov og ballade uge efter uge i sommerferien? Det er en god ide at tjekke, om nabohusene primært bliver brugt til udlejning. Hvis der stort set kun ligger store pool- og aktivitetshuse, kan det give dig et fingerpeg om, at det nok er udlejningshuse.

 

Tag et møde med din personlige rådgiver

Inden du køber sommerhus, er det en rigtig god ide at tage en snak med din personlige rådgiver om de forskellige muligheder for at låne penge til købet. Sammen finder vi den type lån, der passer bedst til dig. Det lån, du vælger, har blandt andet betydning for, hvor meget du skal afdrage hver måned. Book dit møde i dag.

 

Book møde

 

Udlejning eller ej?

Hvis du har det fint med, at der bor fremmede i dit sommerhus, kan udlejning være en god mulighed for en ekstra indtægt i de perioder, hvor du ikke selv bruger huset.

Et udlejningsbureau kan håndtere alt det praktiske (administration, rengøring, annoncering osv.), og du kan bestemme, hvilke uger du selv vil bruge sommerhuset.

Generelt er der stor efterspørgsel på udlejnings-sommerhuse de fleste steder i Danmark. Spørg eventuelt et udlejningsbureau, hvor nemt det er at leje ud i det område, du har i tankerne, og hvad prisniveauet er.

 

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.