Boligmarked

Boligudbuddet – Det er sælgers marked!


I februar 2021 var der blot 30.542 boliger til salg ifølge Finans Danmarks boligudbudsstatistik. Det er det laveste antal siden april 2006! Kigger vi isoleret på ejerlejligheder, så var der i februar 4.469 ejerlejligheder til salg, hvilket er det laveste antal i statistikkens 17-årige historie.

Antal boliger til salg


Det betyder, at boligmarkedet i høj grad er sælgers marked i øjeblikket. Og når det lave boligudbud sammenholdes med, at der også igennem 2020 er handlet historisk mange boliger, så siger det næsten sig selv, at liggetiderne er kraftigt faldende. 

Det lave antal boliger til salg og de korte liggetider betyder, at købere i mange tilfælde står i kø for at købe. Det giver sælger mulighed for at have lidt is i maven og være tilbageholdende med at give afslag i forhold til den udbudte pris.

 

Mindelser til udviklingen i 2004 og 2005

Udviklingen har dog også den let bekymrende konsekvens, at det giver mindelser til udviklingen tilbage i 2004 og 2005, hvor udbuddet faldt, antal handler steg, og boligpriserne nærmest eksploderede i stigninger. Det vil ikke være en gunstig situation for boligmarkedet at skulle tilbage til.

Til gengæld er ejerboligmarkedet langt mere begrænset af regulering f.eks. omkring kreditvurdering, kreditgivning og boligkøberens lånevalg, end tilfældet var tilbage i midten af 00'erne. Forhåbentlig og formentlig tager det toppen af presset på boligmarkedet, så historien ikke gentager sig selv.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.