Udsigt over København

Klimaændringer?

Vi har lagt en ekstraordinær varm forsommer bag os, men gælder det også den globale økonomi? Lån & Spars cheføkonom Kai Lindberg tager temperaturen på arbejds- og aktiemarkederne og giver dig en sommer-status på de vigtigste tal nationalt og internationalt.

Af cheføkonom i Lån & Spar Kai Lindberg

En meteorolog ville finde skiltet med højtryk frem: Verdensøkonomien har det generelt godt. Vi ser høj vækst og gode muligheder - men måske også nogle mørke skyer. USA har lige nu sin egen dagsorden. For Trump handler det om at tilfredsstille vælgerskaren inden midtvejsvalget i november, hvor han kan miste flertallet i Kongressen.

 

Pres på de amerikanske virksomheder

Det betyder hårde udmeldinger fra den 45. præsident om verdenshandlen og tiltag som straftold og restriktioner på importen af både råstoffer og færdigproducerede varer. Alt sammen initiativer som fører til økonomisk usikkerhed og dæmper virksomhedernes lyst til at investere.

Samtidig må vi betegne det amerikanske arbejdsmarked som overophedet lige nu. Vi kan med sikkerhed se frem til amerikanske løn- og rentestigninger, og det er på ingen måde godt nyt for aktiekurserne.

 

Gældskrisens genfærd

I Europa har vi de seneste måneder set et par genfærd fra den store sydeuropæiske gældskrise husere. Værst så det ud efter det italienske valg i marts. Et mudret resultat endte med en regering, der måske vil ud af euroen og måske ikke vil overholde budgetkravene etc.

I slutningen af maj kulminerede det i et sandt brand-udsalg af italienske statsobligationer. Investorerne ville - som da den sydeuropæiske gældskrise var på sit højeste - have sig rigtigt godt betalt for at købe italiensk statsgæld frem for f.eks. dansk og tysk.

Ser vi på Europa under et, er der dog helt grundlæggende pæn gang i væksten. Inflationen er så småt på vej frem, og vi vil opleve, at højere amerikanske lønninger og renter bidrager til at trække op. Derfor er Den Europæiske Centralbank ved at varme op til stramninger.

 

Her går det godt

Hjemme i Danmark er rekord-mange i job. Ledigheden falder, og virksomhederne melder om mangel på arbejdskraft. Vi hører om store stigninger i flygtningenes beskæftigelse, fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere og en tilgang af arbejdskraft fra udlandet.

Ser vi på den danske statskasse, overrasker tallene positivt måned for måned. Vi har gang i økonomien her i Danmark, eksporten falder, og importen stiger. Danskerne bruger penge, og danske virksomheder investerer. 

På boligmarkedet ser vi faldende liggetider, og prisstigningerne har bredt sig som ringe i vandet fra de dyreste storbyer til forstæderne og længere ud. Der er gang i boligmarkedet: Nogle boliger er fortsat billige, mens andre begynder at se dyre ud. Boligbyrden - den del at årsindkomsten, vi bruger på bolig - er fortsat rimelig og under niveauet fra sidste top på boligmarkedet. Stiger renterne, kan vi dog hurtigt komme til at sidde dyrere.

 

Er der økonomiske klimaændringer på vej? 

Grundlæggende kan det økonomiske 'højtryk' sagtens fortsætte i to, tre eller fem år fremover, men ganske små overraskelser kan også give et betydeligt vejromslag.

Har du foretaget investeringer, er sommerferien derfor en god lejlighed til at se nærmere på, om dine aktier og obligationer passer med din risikoprofil og din økonomiske situation. Book et møde med din rådgiver, hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst passer på din opsparing.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov