Derfor skal du snart til generalforsamling i din andelsboligforening

Af Carsten Nygaard, Storkundechef i Lån & Spar

Er du ikke allerede stødt på den i din postkasse, kommer der formodentlig snart en indbydelse fra din andelsboligforening til årets generalforsamling.

Umiddelbart kan årsregnskab og generalforsamling lyde som en kedelig formalitet, der blot skal overstås. Som noget jeres bestyrelse og administrator må tage sig af!

På generalforsamlingen kan du og dine naboer imidlertid sikre jer, at jeres forening har en god og sund økonomi her og nu - og i de kommende år. Og det har i høj grad betydning for, om du kan regne med, at din boligydelse bliver på sit nuværende niveau. 

Derfor kan det også være en god idé at kigge lidt nærmere på regnskabet. Og nej, du behøver ikke have en cand. merc. i økonomi for at læse tallene i regnskabet!

 

 

 

1. Er der overskud eller underskud i jeres regnskab?

I regnskabets resultatopgørelse kan du se, om der er underskud eller overskud i jeres forening. Et underskud kan stamme fra særlige forhold i det afsluttede regnskabsår og behøver ikke få indflydelse på de kommende år. Det kan f.eks. være, at I har haft en ekstraordinært stor udgift til nye vaskemaskiner eller lign.

Et underskud kan dog også betyde, at jeres boligafgift vil stige de i kommende år. Det kan du se i det fremlagte budget og bestyrelsens kommentarer til årets resultat.

2. Er der afsat nok penge til at vedligeholde jeres ejendom?

Det kan du dels se i resultatopgørelsen og i balancen under passiver. Er der ikke afsat penge til en kommende vedligeholdelse af foreningens ejendom, kan I hurtigt komme til at betale. Så kan behovet for istandsættelse eller reparationer på et senere tidspunkt nemlig udløse en større stigning i jeres boligafgift.

Med en vedligeholdelsesrapport og -plan med tilhørende prioritering og budget er du og foreningen klædt på til at vurdere de fremtidige udgifter. Og samtidig kan I undgå de helt store negative overraskelser.

3. Hvilke lån har I i foreningen?

De fleste andelsforeninger har lån i ejendommen, og der er god grund til at se på, hvad det er for nogle lån. Udløber en periode med afdragsfrihed snart? Det kan betyde, at jeres boligafgift stiger på et senere tidspunkt. 

Har I rentetilpasningslån, hvor renten snart skal fastsættes på ny? Er der taget højde for det i budgettet, og får det indflydelse på boligafgiften?

Hvis I ikke allerede løbende overvåger mulighederne for at omlægge jeres lån, kan I sætte et samarbejde op med Status. Det er en virksomhed, der er specialiseret i overvågning af realkreditlån: www.status-kbh.dk/produkter

Og endelig, har I indgået SWAP-aftaler (en aftale med en bank eller kreditforening om at bytte rentevilkår), og hvor længe er I forpligtet af dem?


4. Afdrager I på jeres lån i foreningen?

En periode med afdragsfrihed kan f.eks. skaffe likviditet til afbetaling af andre og dyrere lån eller finansiere en vedligeholdelsesopgave. Omvendt sikrer I en løbende opsparing ved at afdrage på foreningens lån. Hvis I har valgt afdragsfrihed i din forening, er det vigtigt, at I har taget stilling til, hvor stor opsparing/friværdi I har brug for i foreningen?

Har I et stort indestående på en driftskonto eller anden bankkonto og lån? I mange tilfælde kan en boligprioritet/kassekredit være en økonomisk mere attraktiv løsning, hvor I kan opnå en rentebesparelse og opretholde likviditet.


5. Hvordan er jeres ejendom værdisat?

Er det den oprindelige købspris, den offentlige vurdering eller en valuarvurdering (aktuel markedsværdi), jeres ejendom og dermed andelskronen er værdisat ud fra? Med en valuarvurdering sikrer I, at salg og køb sker til en aktuel værdi. Ligesom det ofte betyder, at både foreningen og den enkelte andelshaver kan opnå bedre/billigere lån i både realkreditinstitut og bank.

Du kan læse mere om valuarvurderinger i min kollega Karsten Poul Jørgensens artikel her - læs artikel


6. Budgettet for næste regnskabsår

Er der store afvigelser i forhold til det netop afsluttede regnskabsår? Hvis ja, hvad skyldes det? Får det stor indflydelse på din økonomi og hverdag?

Et rullende ti års budget sammen med en ajourført vedligeholdelsesrapport og -plan giver dig et rigtig godt udgangspunkt for at vurdere, hvordan foreningens og din egen boligøkonomi kommer til at se ud.


7. Årets handler

Er der blevet solgt og købt boliger i årets løb? Er der handlet til den maksimale pris, eller måtte sælger give afslag?

Oplysningerne her kan give dig et fingerpeg om, hvor sund foreningens økonomi er.

 

8. Send dine forslag til dagsordenen

Har du nogle ting, som du mener, skal være på dagsordenen til generalforsamlingen, er det bare om at sende dit forslag til administrator. Det kan du gøre inden for den tidsfrist, der er fastsat i indkaldelsen. Måske vil du foreslå, foreningen skal overgå til valuarvurdering, eller at du ønsker at undersøge medlemmernes holdning til nye altaner. Forslag og ideer skal på dagsordenen.


9. Deltag!

Det er på den årlige generalforsamling, I medlemmer tager beslutninger om foreningens fremtid. Beslutninger, der kan få direkte indflydelse på din situation og økonomi. Og så er det en god lejlighed til at møde foreningens øvrige medlemmer og få hilst på nye beboere. Derfor kan jeg kun opfordre dig til at deltage i generalforsamlingen.


10. Medlem af bestyrelsen?

Vil du gerne have indflydelse, og mener du, at du kan bidrage positivt i din forening, vil jeg opfordre dig til at stille op til valg for at komme i foreningens bestyrelse. Det er den bedste måde at få indflydelse på den daglige drift i foreningen samt være med til at påvirke de ting, som du mener skal ændres eller opretholdes.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov