Er vi nået til New Economy 2.0?

Kai Lindberg Cheføkonom i Lån & Spar Markets

11 år med faldende renteudgifter for boligejerne, 11 år med stigende beskæftigelse, 11 år med pæn vækst, 11 år med højere aktiekurser, 11 år med lav inflation, 11 år med stigende privat opsparing i bankerne, 11 år med…. 

Alt sammen siden den seneste finanskrise vendte op og ned på økonomien, finans- og pengepolitikken. 

Mange føler sikkert, at vi befinder os i rekordernes tid, hvor ”gammeldags” økonomisk forståelse og sammenhæng ikke gælder længere. Derfor kan det betale sig at se tilbage og lære af historien. 

Nye tider - nye regler

Sidst vi befandt os i en tilsvarende situation opfandt man begrebet ”New Economy”. Det kan frit oversættes til, at de gamle regler og økonomiske sammenhænge ikke længere gælder, og at økonomien tilsyneladende for evigt kunne fortsætte en positiv udvikling. 

Her i 2019 forudsiger de nyeste prognoser en fortsættelse af de seneste 11 år. Det ligner en tro på New Economy 2.0.

Samtidig skaber vi begreber som 'den 4. industrielle revolution', der er udtryk for en stadig større og stadig hurtigere integration mellem den digitale verden og den fysiske produktion.

New Economy 1.0 var en vildfarelse

Den første tro på New Economy var en vildfarelse. Vi var i en periode med fremgang som resultat af lempelige statsfinanser, der resulterede i kæmpe underskud og gæld – og som blev afløst af stilstand. En gentagelse af 1960’erne fremgang, som blev afløst af 1970’ernes stilstand.

Bag de seneste 11 års udvikling ligger en alvorlig finanskrise, som sendte økonomierne til tælling - den største krise siden krakket på New Yorks børs i 1929 og 1930’ernes efterfølgende depression. 

Som svar på den seneste finanskrise har centralbankerne sendt penge, penge og flere penge ud i samfundet og drevet renterne ned i urealistiske niveauer for at stimulere økonomierne og fastholde væksten. Centralbankerne har taget over, fordi statsfinanserne oven på det tidligere eventyr ikke kunne.

Stigende opsparing er benzin på bålet

Noget tyder på, at forbrugerne har forstået, at økonomien bevæger sig i bølger. 
Den private opsparing fortsætter med at sætte rekord måned for måned. Vi almindelige forbrugere tror ikke på, at rekordernes tid bare bliver ved og ved, og så vil gerne have noget at stå imod med, hvis det vender. Den stigende opsparing, er som benzin på det bål, der driver renten ned. 

Opsparingen hober sig op i bankerne, og efterspørgslen efter lån og kreditter kan slet ikke følge med. Bankernes kamp om, at kunne låne lidt mere af den stigende opsparing ud, spidser til og driver lånerenten ned.

Den Europæiske Centralbank, Danmarks Nationalbank, Sveriges Riksbank og flere andre centralbanker har negative renter. Staten får penge for at tage imod og holde vores kontante opsparing, og boligejerne kan låne i 10 år til en rente tæt på nul. 

Hvad skal redde os næste gang?

Når den næste tilbagegang sætter ind, hvad skal så trække os op igen? 

En lempelig finanspolitik, nationalbanker der sænker renten eller noget helt tredje? Nogle mener, at centralbankerne kan sænke deres renter til minus 4 %. Om det bliver en realitet, ved ingen. 

Vi ved, at Nationalbanken i Danmark har haft held med at holde sin rente på minus 0,65 % i fire år, uden at det endnu har givet anledning til negative indlånsrenter for private i bankerne. Erhvervsvirksomheder betaler i dag for at have penge i banken, men private er fortsat ikke ramt. 

Hvad sker der, hvis økonomien skal ”reddes” af nye rentenedsættelser? Kan og vil bankerne fortsætte med at friholde private? Vil virksomhederne begynde at efterspørge kontanter og bankbokse? Kan og vil centralbankerne levere kontanter? Det korte svar er, at vi ikke ved det.

I den situation er det for mange fristende at vende det blinde øje til og kaste sin tillid til New Economy 2.0. 

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov