Thomas Damkjær Petersen

IDA gør bank klogere på medlemmernes økonomi

Af Carsten Risgaard, journalist

Lyder det som en god ide, at din bankrådgiver forstår kontraktansættelser på universiteterne, alsidigheden i en ingeniøruddannelse og drømmen om at blive iværksætter? Det synes de i Lån & Spar, der i tæt samarbejde med IDA, er i gang med at gøre deres rådgivere klogere på medlemmernes privatøkonomi. For formand Thomas Damkjær Petersen fra IDA er den indsats en af sidegevinsterne ved at være medejer af en bank.

”IDAs medlemmer er en farverig flok med meget forskelligartede jobbeskrivelser og udgangspunkter. Derfor er vi også nødt til at kræve af vores bank, at den gør sig umage med at sætte sig ind i de mekanismer, der gælder for deres pengesager. For eksempel skal bankrådgiveren forstå at en kontraktansat adjunkt på et universitet, der bliver ansat for et år ad gangen, ikke er en mere risikabel kunde end den fastansatte ingeniør i en privat virksomhed,” siger Thomas Damkjær Petersen, der som formand har det overordnede ansvar for IDAs aftaler med Lån & Spar.

”Jeg sætter pris på, at de ikke bare fokuserer på standardtilbud og -produkter, men er villig til at gå et skridt længere for at opbygge dybere relationer og større forståelse for det, som er vigtigt for vores medlemmer. Omvendt er jeg også ret sikker på, at processen også hjælper banken til at forstå, hvor attraktive vi generelt er som kunder.”

Målrettet rådgivning
Pro rådgivning kalder Lån & Spar det nye initiativ, der også er på vej til en række af de andre organisationer, der er medejere af banken. Målet er at levere mere individuel rådgivning på baggrund af større viden om vilkårene i den enkelte faggruppe. Derfor har IDA gennem det sidste års tid hjulpet med at opbygge den base med information, der skal give bankrådgiverne i rådgivningscentrene rundt om i landet den nødvendige indsigt.

”Omkring 20.000 af vores medlemmer er kunder i Lån & Spar, og det er jo i første omgang dem, der får glæde af initiativet. På det plan er det en medlemsfordel på linje med den fornuftige rente på lønkontoen, som vores medlemmer får. Men jeg håber også, at det er starten på en større rummelighed i den finansielle sektor. Der er brug for en større accept af de mange projektansættelser, freelance-aftaler og alternative tilknytninger til arbejdsmarkedet baseret på den nye platformsøkonomi. Det har været længere undervejs end vi forventede, men nu ser ud til at tage fart.”

Flere frie agenter er på vej
Andelen af nyetablerede virksomheder inden for videnintensiv service steg med 9 procentpoint fra 2001 til 2017, mens andelen af virksomheder inden for operationel service steg med 3 procentpoint, ifølge Center for Vækstanalyse. Videnintensiv service dækker virksomheder inden for bl.a. IT og kommunikation, finansiering, regnskab, revision, arkitekter, ingeniører og andre former for rådgivningsvirksomheder.

IDA rummer mange medlemmer med en jobprofil, som vil se en fordel i at ændre deres status fra traditionelt fastansatte til opgavebaserede specialister, mener Thomas Damkjær Petersen:

”Et arbejdsliv som fri agent stiller større krav til indsigt hos bankrådgiveren og fleksibilitet hos banken. Præcis som det gælder for de mange medlemmer, der går med en iværksætter i maven, men har brug for startkapital. Kan den nye Pro rådgivning være med til at give nye initiativer et stærkere fundament, er det i sig selv positivt.”

Værdien af alliancer
Medlemsfordele er vigtige, men er det også et argument for ligefrem at eje en bank. Med 125.000 medlemmer kan IDA vel også opnå særlige tilbud uden at købe sig til det?

”Afgjort, men det handler også om mere end det. Det så vi for eksempel i 2018, da en storkonflikt truede, og Lån & Spar i løbet af meget kort tid stod parat til at tilbyde konfliktlån til medlemmerne af ejerkredsen. Som organisationer garanterede vi for lånene, men det havde været en kolossal opgave at få hele administrationen til at fungere uden en kompetent samarbejdspartner,” forklarer han.

”Nu blev der ikke brug for det, men planen ligger klar i skuffen. Vi er først og fremmest en faglig organisation, der skal forsvare medlemmernes interesser og tage de kampe, der følger med det. Det skal vores samarbejdspartnere bidrage til, og det kan Lån & Spar blandt andet, fordi vi har gode og dybe relationer til banken og den øvrige fagbevægelse gennem det fælles ejerskab.”

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.