Mand set bagfra

Er din økonomi lavine-ramt?

Fredag den 9. februar får analytikere og investorer pludselig sved på panden, da tal for det amerikanske arbejdsmarked viser en udvikling, de ikke har i regnearkene. Tallet udløser en lavine, der også får betydning for din økonomi.

Af cheføkonom i Lån & Spar Kai Lindberg

2018 kan blive året, hvor vi oplever et vendepunkt i international økonomi. Et vendepunkt, der ikke kun på vil udspille sig på de finansielle markeder, men også i din og min økonomi.

Vi starter med at rulle tiden tilbage til den 9. februar. Det er sen fredag eftermiddag i Europa, formiddag på den amerikanske østkyst, og amerikanerne har netop offentliggjort den sædvanlige månedsrapport for det amerikanske jobmarked.

Men rapporten er ikke som den skal være. I hvert fald ikke som de fleste analytikere og investorer forventer. Rapporten viser nemlig, at amerikanernes lønninger er vokset med 2,9 % mod de 2,3-2,6 %, som markedet har vænnet sig til de forudgående måneder. 

 

Lavinen starter

Stigningen er nok til at sætte en lavine i gang på de finansielle markeder. Få minutter efter begynder et sandt paniksalg af obligationer og aktier. Også danske pensionskasser - og dermed din pension - bliver ramt af kursfaldene, og har du investeret din opsparing, oplever du sikkert, at den daler i værdi i timerne og dagene efter den amerikanske jobrapport.

 

Hvad får lavinen til at rulle?

Analytikere og investorer tager det spinkle tal for den amerikanske lønudvikling som tegn på, at nu kommer lønstigningerne og dermed inflationen.

De bliver grebet af frygt for, at centralbankerne vil tage det som tegn til at stoppe de sidste mange års massive økonomiske nødhjælp og hæve renten - og at markederne vil blive oversvømmet af de milliarder af obligationer, centralbankerne har opkøbt.

 

Efter lavinen: Renterne stiger 

Der er nu gået en måned, siden vi endnu en gang oplevede, hvor kraftigt et stemningsskifte på de finansielle markeder kan være, og hvordan det rammer helt ned i vores boliglån, investeringer og pensioner.

Som ofte før er kursfaldene i et vist omfang blevet efterfulgt af stigninger. Men hvad skal vi forberede os på den længere bane?

Centralbankerne har tilkendegivet, at de vil afvikle deres helt ekstraordinære lave renter og lempelige pengepolitik. Den Amerikanske Centralbank har allerede hævet renten med 0,25% adskillige gange og har indikeret, at de vil gøre det samme tre gange mere i 2018.

Med de tal vi får fra amerikansk økonomi, er der heller ikke tvivl om, at der vil komme gang i løn- og prisstigningerne derovre. Og det taler for højere renter. De amerikanske virksomheder vil opleve stigende efterspørgsel, men også stigende omkostninger. Det gør det svært at sige noget om, hvor de amerikanske aktiekurser skal hen.

 

Og det kan vi regne med her i Europa...

Den Europæiske Centralbank, ECB, spejder fortsat efter tegn på inflation. Vi har rigtig god beskæftigelse i nord - så meget, at vi ser tendenser til lønstigninger - mens alt for mange sydeuropæere fortsat går ledige.

For mig som økonom er der ikke tvivl om, at ECB omkring årsskiftet 2019 vil hæve renten. Indtil da skal vi være forberedt på, at de lange renter - herunder renterne på vores boliglån - vil være stigende. Ikke hver dag og uafbrudt, men alligevel så markant, at vi kan tale om et vendepunkt: Efter mange år med rekordlave renter, går vi nu ind i en tid med rentestigninger.

 

FAKTA

Her rammer lavinen din økonomi

Ejer du bolig:

Overvej, om du skal låse dit boliglån med en lang rente nu. Skal du købe eller sælge bolig, skal du passe på at kurssikre, når du skal optage nyt lån.

Har du investeret: 

Gjorde udsvingene i februar dig nervøs? Så er dine investeringer måske ikke helt sat sammen, så de passer med den risiko, du har lyst til eller råd til at løbe. Skynd dig at tage en snak med din personlige rådgiver.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov