Aktiekuser

Hvad gør jeg med mit realkreditlån?

Nyheden er opdateret den 30. marts 2020.

Voldsom uro på de finansielle markeder. Hvad gør jeg med mit realkreditlån?

Det er ikke mange uger siden, at overskrifter i aviser og på nettet beskrev 'historisk lave renter' og 'kurserne når nye rekorder'. Og vi må konstatere, at verden har ændret sig en del siden da.

Længe har vi været vant til, at når aktierne faldt, så steg obligationerne og omvendt. Og i Danmark har vi længe været anset som en 'sikker havn' for udenlandske investorer, som har købt massivt op i danske realkreditobligationer. Denne situation ændrede sig i løbet af meget kort tid, hvor selv danske realkreditobligationer indeholdt for store risici for mange investorer og var en væsentlig del af årsagen til de kursfald, vi har oplevet fornylig.

Kursfaldene har været store, men ikke katastrofale. I konkrete tal faldt kursen på de 30-årige 1%-realkreditobligationer i omegnen af 9 kurspoint fra den 11/3, men har genvundet en del siden da, så det aktuelle kursfald ligger på omkring 5 kurspoint. Og vi skal ikke længere tilbage end juni 2019, før det var det aktuelle niveau for de selv samme obligationer.

Centralbanker i en lang række lande har lanceret massive tiltag for at sikre likviditeten i markedet i et forsøg på at sikre, at kursfaldene ikke ville fortsætte. Og i skrivende stund ser det ud til at virke.

Ydelsesmæssigt betyder kursfaldene, at mange skal optage et 1,5%-lån i stedet for det 0,5%-lån, som de måske havde drømt om. Det betyder naturligvis højere ydelser på lånene, men for mange vil det være en overkommelig stigning. For et lån på 1 mio. kr. vil den højere ydelse svare til ca. 250 kr. om måneden efter skat, hvis lånet er med afdrag, og ca. 500 kr. om måneden efter skat, hvis lånet er uden afdrag.

 

Hvad gør jeg så?

  • Hvis du står midt i en låneomlægning, og du har kurssikret dit nye lån, så er der ingen grund til bekymring. Din låneomlægning vil blive gennemført helt som planlagt.
  • Hvis du står midt i en låneomlægning, og du ikke har kurssikret dit lån, så står du med en beslutning, der skal træffes. Og den er ikke nødvendigvis helt simpel. Det afhænger bl.a. af, om du er ved at nedkonvertere til et 0,5% eller et 1%-lån, og hvilket lån du konverterer ud af. Helt grundlæggende anbefaler vi altid at omlægge til det lån, hvor kursen er tættest på kurs 100. Hvis du er i tvivl, så kontakt din rådgiver.
  • Hvis du står midt i et boligkøb med overtagelse inden for de næste måneder, og endnu ikke har kurssikret dit realkreditlån, så skal du også her tage en beslutning: Låse kursen nu eller vente. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig det korrekte svar, men det kendes af gode grunde ikke. Hvis du derfor er urolig for yderligere kursfald eller måske har en lidt stram økonomi, så kunne det være en god idé at låse kursen nu, for at undgå yderligere risiko. Hvis du derimod har mod på at se tiden an, så kan det være, at der ligger en bedring i kurserne i løbet af de kommende måneder. Men husk, det kan også fortsætte den forkerte vej.

 

Hvad sker der de næste måneder?

Det spørgsmål er umuligt at svare på. Ingen af os har stået i en 'corona-krise' før, og ingen af os ved, hvad det ender med. Der skal dog ikke være tvivl om, at centralbanker og regeringsledere over hele verden er 100% fokuseret på udfordringen, og gør alt hvad der er i deres magt for, at denne krise kommer til at påvirke økonomierne mindst muligt på lidt længere sigt.

Vi har tidligere set, at kurserne på realkreditobligationer er faldet brat for derefter i de kommende måneder at stige igen til niveauerne før faldet. Om det vil ske igen, tør jeg ikke spå om, men det er absolut ikke umuligt, da meget fokus lige nu er på at nedbringe renterne for bedst muligt at understøtte økonomierne i den lavkonjunktur, som uundgåeligt vil være et følge af 'Corona-krisen'.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.