Claus Oxfeldt

Hvorfor er det lige, at vi skal eje en bank?

Giver det god mening, at din bankrådgiver har styr på lønklasserne i politiet, reglerne for overtidsbetaling og pensionsforhold for tjenestemænd? Det mener de i Lån & Spar Bank, der i samarbejde med bl.a. Politiforbundet, er i gang med at gøre deres rådgivere klogere på den gennemsnitlige privatøkonomi for ansatte i politiet. Ifølge Claus Oxfeldt er medlemsfordele en af årsagerne til, at Politiforbundet har valgt at investere i bankdrift, men langt fra den eneste. Banken er nemlig også en genvej til gode relationer.

"Vi er først og fremmest medejere af Lån & Spar, fordi vi mener, at det er en god investering," siger Claus Oxfeldt, der er næstformand i bankens bestyrelse.
"Men det er også vigtigt, at det giver os håndgribelige fordele i det daglige. Når banken tilbyder 3% i rente på lønkontoen til vores medlemmer, er det selvfølgelig, fordi vi er mere end bare strøgkunder. På samme måde hænger bankens nye målsætning om at sætte sig dybere ind i vores medlemmers særlige vilkår naturligvis sammen med, at vi som politifolk er attraktive kunder med meget lille risiko for at miste jobbet og en god pension."

Målrettet rådgivning til politifolk

Pro rådgivning kalder Lån & Spar det nye initiativ, der også er på vej til medlemmerne i en række af de andre fagforeninger, der ejer banken. Målet er at levere mere individuel rådgivning på baggrund af en større viden om vilkårene i den enkelte faggruppe. Derfor har Lån & Spar gennem det sidste års tid opbygget en database med information fra blandt andet Politiforbundet, der sikrer, at bankrådgiverne i rådgivningscentrene rundt om i landet bedre kan sætte sig ind i den enkeltes situation.
"Selvfølgelig sker det ikke fra den ene dag til den anden. Men vi gør, hvad vi kan for at hjælpe med at klæde bankens rådgivere på. Vores medlemmer er også stærkt repræsenteret i de lokalråd, der har en løbende, tæt kontakt til bankens rådgivningscentre," siger Claus Oxfeldt, der personligt gerne ser endnu flere centre. Politifolk sætter pris på nærhed og personlig kontakt, mener han.

Værdi til medlemmerne

Han understreger, at den nye Pro rådgivning blot er et eksempel på, hvordan stærke relationer kan være med til at styrke forbundets fagpolitiske indsats og øge værdien for det enkelte medlem. "Vi skal hele tiden blive bedre til at udvide vores værdi for medlemmerne ud over de traditionelle faglige områder. Det kan vi blandt andet via banken. Politifolk er hele mennesker, og vi kan blive endnu dygtigere til at levere hele vejen rundt."
Men der er faktisk meget mere i det at eje sin egen bank end bare medlemsfordele, mener Claus Oxfeldt. Nok er det fint at have gode relationer til banken, men at skabe nye relationer via banken kan være næsten endnu bedre.

Sammenhold bliver styrket

"Med vores 12.000 medlemmer er vi en af de højest organiserede faggrupper i landet. Alligevel ville det være naivt at tro, at vi kan stå alene og klare alting selv. Vi er en del af en organisation, hvor vi arbejder side om side med lærere, sygeplejersker, pædagoger, jurister, HK'ere og mange andre. Og da vi for et par år siden kæmpede med Moderniseringsstyrelsen om politikadetternes strejkeret, gik en række andre fagforeninger aktivt ind og støttede os. Nogle af de fagforeninger er også en del af ejerkredsen i Lån & Spar - og det var næppe helt tilfældigt," forklarer han.
"Her sidder vi sammen omkring bestyrelsesbordet for at udvikle retningslinjer for banken og udøve det ejerskab, vi er fælles om. Men undervejs lærer vi også hinanden at kende. Og selv om vi fagpolitisk kan have forskellige interesser, bliver kendskab hurtigt til venskab, som en klog kvinde en gang har sagt. Og venner kan vi ikke få nok af."
Som et andet eksempel på værdien af gode relationer fremhæver Claus Oxfeldt overenskomstforhandlingerne i 2018. Da det for alvor begyndte at trække op til storkonflikt, stod Lån & Spar klar i kulissen med konfliktlån. "Det er ikke sikkert, at det var sket i en bank med en anden kreds af ejere," konstaterer han.

Rådgiverne venter

Den nye Pro rådgivning er allerede en realitet i de fleste rådgivningscentre, så hvis du vil benytte dig af din privilegerede position som medejer, skal du bare booke et møde. De bliver med garanti glade for at se dig, bedyrer næstformanden for bankens bestyrelse.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.