
Syv gode råd til din årsopgørelse
Mandag den 13. marts får du officielt adgang til din årsopgørelse for 2022 på skat.dk. Husk at tjekke, om du har alle fradrag med. Måske har du penge til gode.
Mandag den 13. marts – eller ofte allerede fredagen op til – kan du se din årsopgørelse på SKATs hjemmeside. Her kan du se, om du skal have penge tilbage eller har betalt for lidt i 2022. Er du en af dem, der får penge tilbage, lander de på din konto fra 14. april.
Her får du syv gode råd til, hvad du skal være ekstra opmærksom på, når du tjekker din årsopgørelse.
1. Kørselsfradrag
Har du mere end 24 kilometer til og fra arbejde (over 12 km hver vej), kan du få fradrag for hver kilometer, du kører udover det.
Kan du få kørselsfradrag, skal du selv oplyse det på din årsopgørelse.
Beregn dit kørselsfradrag for 2022
2. Servicefradrag og håndværkerfradrag
Du kan få fradrag for ydelser som fx rengøring, børnepasning og havearbejde. I 2022 var servicefradraget 6.6000 kr. per person. Læs mere om servicefradraget
Håndværkerfradraget blev afskaffet den 1. april 2022. Fik du lavet håndværksarbejde på din bolig senest den 31. marts 2022, så husk at oplyse det på din årsopgørelse. Fradraget kan kun bruges til bestemte ydelser som fx klimasikring og energibesparelser. Læs mere om håndværkerfradraget
3. Fradrag for børnebidrag
Du får fradrag for børnebidrag til dine børn under 18 år, der ikke bor hos dig. Betaler du gennem Udbetaling Danmark, får du automatisk fradrag. Har du en privat aftale, skal du selv skrive det på årsopgørelsen. Læs mere om fradraget
4. Efteruddannelse eller forretningsrejse
Har du været på efteruddannelse eller forretningsrejse og selv betalt for kost og logi, kan du få fradrag for dine omkostninger. Læs mere om fradraget
5. Ret din årsopgørelse inden 1. maj – og gerne før
Har du ændringer til din årsopgørelse? Fristen for at rette i årsopgørelsen er 1. maj. Laver du ændringerne inden fristen, og du skal have penge tilbage, får du dem udbetalt hurtigere. I de fleste tilfælde, bliver de sat ind på din konto fra den 14. april.
6. Jeg skal betale penge tilbage i skat – hvad gør jeg?
Hvis du skal betale penge tilbage i skat, har du flere muligheder:
- Hvis du har mulighed for det, er det bedst at betale pengene hurtigst muligt via skat.dk. Indtil beløbet er betalt tilbage, betaler du nemlig renter. I perioden fra den 1. januar til den 3. juli 2023 er renten 1,7%. Derefter betaler du et fast rentetillæg på 3,7%.
- Hvis du skylder op til 22.503 kr. og vælger ikke at betale, så bliver beløbet automatisk regnet ind i din skat for 2024 (inkl. rentetillægget på 3,7%).
- Hvis du skylder mere end 22.503 kr., skal du betale beløbet over tre rater i august, september og oktober 2023.
7. Ret forskudsopgørelsen for 2023
Nu du alligevel er logget på skat.dk, så husk at tjekke din forskudsopgørelse for 2023 og sikre dig, at tallene stemmer. Særligt, hvis du skal betale penge tilbage i skat i år. Det er også en god idé at tjekke din forskudsopgørelse, hvis du fx har købt eller solgt bolig, lagt lån om eller har fået nyt job.
Seneste nyheder

Den jævne stigning i detailsalget fortsatte i oktober
I oktober måned lå detailsalget hele 4,5 % højere end samme måned sidste år. Udviklingen fortsætter således den jævne stigning, som vi har set det sidste års tid.

Beskæftigelsen stiger forbi 3 millioner
Antallet af beskæftigede er steget med godt 34.000 det seneste år. Det er svært at forestille sig, at udviklingen kan blive ved meget længere.

Endnu en bedring i forbrugertilliden fra et meget lavt niveau
Forbrugertilliden har ligget stort set uændret de sidste 6 måneder. Familiens økonomiske situation lige nu er fortsat meget udfordret, men viser også tegn på bedring. Forbrugerne tror på yderligere aftagende inflation.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.