Par kigger på hus

Tip til bolighandel: Tag en byggesagkyndig med på råd

Når et hus skal sælges, bliver der i langt de fleste tilfælde lavet en tilstandsrapport over boligens eventuelle fejl og mangler. Men det kan ofte godt betale sig at tage sin egen byggesagkyndige med på råd, uanset om du står som køber og sælger.

Der er ingen tvivl om, at en tilstandsrapport er et godt udgangspunkt, når du skal købe hus. Den hjælper dig med at undgå ubehagelige overraskelser efter overtagelse. Men hvis du vil være helt sikker på, at tilstandsrapporten viser et retvisende billede af husets stand, kan det være en god ide at have en uvildig byggesagkyndig med på råd, inden du skriver under på købsaftalen.

En købergennemgang kan presse prisen ned

En købergennemgang af en uvildig byggesagkyndig kan potentielt spare dig for mange penge. Der kan nemlig være stor forskel på kvaliteten af tilstandsrapporter, og du kan derfor ikke altid gå ud fra, at alt er, som der står beskrevet i rapporten. Hvis det viser sig, at tilstandsrapporten indeholder fejl eller kritiske forhold, der har betydning for husets værdi, som ikke står beskrevet i rapporten, kan du ofte forhandle dig til en bedre pris på huset.

Der findes en del virksomheder, du kan kontakte for at få en faglig vurdering af huset, men det kan også være, at du kender én i dit netværk, der kan lave en byggeteknisk gennemgang af boligen, som kan hjælpe dig.

En byggesagkyndig kan finde skjulte skader

Det hænder ofte, at der er dele af en ejendom, som ikke er blevet besigtiget i forbindelse med en tilstandsrapport. Det skyldes, at en beskikket byggesagkyndig kun registrerer de skader, man kan se med det blotte øje. Tilstandsrapporten indeholder derfor ikke de problemer, som er skjulte, hvis det fx ikke har været muligt at tilgå kælder- eller loftrum. Og de rum gemmer på mulige overraskelser for dig som køber, som altså ikke står beskrevet i tilstandsrapporten. En uvildig byggesagkyndig kan klarlægge, om der er fejl og mangler i de dele af boligen, der ikke er blevet besigtiget, så du kender de fulde omkostninger i forbindelse med købet.

Det koster en byggesagkyndig

Prisen på en byggesagkyndig afhænger af opgavetypen og boligens størrelse.

En købergennemgang koster jf. Danske Bygningssagkyndige 3.150 kroner inkl. moms plus kørsel efter statens takster for kørsel og øvrige udlæg.

En tilstandsrapport vil ofte koste 4000-5000 kroner, men det afhænger af boligens størrelse og placering.

Det må dog ikke være den samme byggesagkyndige, der både udarbejder tilstandsrapporten for sælger og efterfølgende gennemgår ejendommen for køber.

Par med mobil

Alvorlige skader er ikke altid de dyreste

En byggesagkyndig kan også give dig svar på, hvor meget det vil koste at udbedre eventuelle skader. Siden 1. oktober 2020 har farvekoder erstattet karaktersystemet med K1, K2 og K3, som tidligere blev brugt til at vurdere skader i tilstandsrapporter. Det betyder, at tilstandsrapporten i dag deler ejendommens skader op i et farvesystem, der klassificerer alvoren af skaderne. Men skadens farvekode hænger ikke nødvendigvis sammen med størrelsen på udgiften for at udbedre skaden. Selvom en rød skade er kritisk, kan den være langt billigere at udbedre end en grå skade, der på papiret er mindre alvorlig.

Et klassisk eksempel er, at der mangler en tagsten på taget. Det er selvfølgelig et alvorligt problem, hvis der kommer vand ind gennem taget og forvolder skader på større dele af huset. Men en knækket tagsten koster ganske lidt at udskifte, selvom det er en alvorlig skade. Omvendt kan et vindue, der binder, være både dyrt og omfattende at reparere, selvom skaden falder i den grå kategori.

Undgå en dårlig tilstandsrapport ved salg

Det lyder ikke særligt tillokkende at få udpenslet fejler og mangler i en bolig, du gerne vil sælge. Men en grundig byggeteknisk gennemgang, inden tilstandsrapporten bliver udarbejdet, kan være med til at gøre din bolig mere salgsklar. Når du kender ejendommens fejl og mangler, har du som sælger mulighed for at rette op på problemerne og undgå en dårlig tilstandsrapport, der kan påvirke husets værdi. Både minde justeringer og større renoveringer kan være afgørende for, om tilstandsrapporten trækker prisen på boligen op eller ned.

Det kan være særligt relevant at have en god tilstandsrapport nu, hvor boligmarkedet ændrer sig og har længere liggetider og stigende prisafslag. Da vi med stor sandsynlighed står foran et fald i boligpriserne, der potentielt kan blive både dybt og langvarigt, bliver det i stigende grad vigtigt for dig som sælger at gøre din bolig attraktiv for købere. Ved at kende din ejendoms svage sider, har du mulighed for at udbedre de fejl og mangler, der kan holde eventuelle købere fra at slå til.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.