Mindre stigning i inflationen i april
Det er fortsat den lavere elafgift, der trækker ned i årsstigningen, mens husleje og brændstof trækker op.
Kerneinflationen aftog yderligere til et niveau på 1,6 % i april.
Krisen i Mellemøsten har fået brændstofpriserne til at skyde i vejret, men effekten på inflationen er indtil videre begrænset.
I april steg det samlede forbrugerprisindeks med 1,4 % i forhold til samme måned året før. Stigningen er som ventet, og det bekræfter billedet af stigende inflation pga. stigende brændstofpriser og husleje. Kerneinflationen aftager en smule til 1,6 %, og ligger således pænt under 2 %. Vi forventer, at de stigende brændstofpriser i løbet af 2026 vil trække både inflation og kerneinflation så meget i vejret, at det vil tvinge ECB til at hæve renten for at begrænse den inflationære effekt.
Krisen i Mellemøsten har skubbet inflationen i vejret, men endnu er det ikke kritisk. Fokus vil i den kommende tid naturligvis være rettet mod, hvor meget inflation og kerneinflation vil tiltage. ECB forventer at være blevet klogere til juni-mødet, hvilket markedet tolker som en opvarmning til en renteforhøjelse.
Set over de seneste 12 måneder er det prisstigninger på husleje og brændstof, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med godt 0,9 % af den samlede inflation. Modsat trækker udviklingen i elafgiften inflationen ned med hele 0,7 %.
Fødevarepriserne steg igen i april og er steget med 1,7 % det seneste år. Fødevarepriserne er steget meget kraftigt de senere år og ligger godt 30 % højere end prisniveauet fra starten af 2021 – før inflationschokket. Det globale fødevareprisindeks er begyndt at stige igen, hvilket kan forventes også at smitte af på de danske fødevarepriser i de kommende måneder.
Fjernvarmen er steget med 0,3 % det seneste år. Prisen på elektricitet er faldet med hele 32,6 % (lavere elafgift), mens gasprisen (på trods af de seneste ugers stigning) kun ligger 1% højere i forhold til april 2025.
Brændstofpriserne steg med 6,0 % i april måned alene i takt med at krisen i Mellemøsten udviklede sig. Den nyligt indgåede våbenhvile vil dog – hvis den holder – forventeligt drive brændstofpriserne delvis ned igen.
Det er samtidig værd at bemærke, at det underliggende prispres – kerneinflationen – aftog til 1,6 % i april. Meget tyder på en yderligere aftagende udvikling i de kommende måneder, men også dette afhænger af udviklingen i brændstofpriserne og dermed af situationen i Mellemøsten.
Vi forventer, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder, men en forlængelse og/eller forværring af konflikten i Mellemøsten vil selvsagt skubbe inflationen yderligere i vejret.
Dyrt for en ganske almindelig familie
På trods af normaliseringen af inflationen kan en gennemsnitlig familie med to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget ca. 5.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Det er tydeligt at mærke de højere priser – ikke mindst, når man køber fødevarer.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder

Inflationen aftog lidt i juli
Inflationen aftog til 1,7 % i juli fra 1,9 % i juni måned.Det er fortsat den lavere elafgift, der trækker ned i årsstigningen, mens husleje og brændstof trækker op.Kerneinflationen var uændret på 2,3 % i juli.Krisen i Mellemøsten har fået brændstofpriserne til at skyde i vejret, og isoleret set har det fået inflationen til at stige med ca. 0,4 procentpoint.

Stigende renter i juli, og endnu en renteforhøjelse fra ECB lurer i september
Beskæftigelsen oplevede endnu en stigning i maj. Det fortsætter de senere års imponerende udvikling.Knap 2.300 flere i beskæftigelse i maj i forhold til april måned.

Ledigheden er begyndt at stige lidt kraftigere
Fra maj til juni steg antallet af ledige med godt 500 personer til 94.000 personer.Udviklingen fortsætter den lidt kraftigere stigning, som vi har set siden efteråret.

Detailsalget fortsætter den kraftige stigning
Juni måned bød på en stigning i detailsalget på 0,5 %. Detailsalget er steget med hele 4,8 % i forhold til samme måned sidste år.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
