Reallønnen er tæt på at have indhentet det tabte
Reallønnen faldt med hele 7,4 % fra 2021 til 2022 pga. inflationskrisen. Tabet er nu tæt på at være indhentet. 2025 byder på både lavere renter og skattelettelser, som vil give danskerne endnu flere penge mellem hænderne.
Den tårnhøje inflation i 2022 gjorde ondt på danskernes pengepung. Gennemsnitligt oplevede danskerne, at deres realløn faldt med 7,4 % i løbet af bare halvandet år. Reallønnen blev således reduceret til niveauet helt tilbage fra 2015. Der er tale om det største fald i nyere tid.
Nu går udviklingen heldigvis den rigtige vej igen. Overenskomsternes pæne lønstigninger slår nu for alvor igennem, og det kan mærkes. Siden 3. kvartal 2022 er reallønnen steget med 6 %, og vi er dermed tæt på at have genvundet det tabte. Med den nuværende udvikling i lønningerne og inflationen tyder alt på, at fremgangen i reallønnen vil fortsætte de kommende kvartaler.
I 2025 kan danskerne ser frem til både lavere renter og skattelettelser, som yderligere vil forbedre situationen.
Lavere renter vil hurtigt komme låntagere med variabelt forrentede lån til gavn og vil give oplevelsen af, at den voldsomme stigning i renteudgifterne som skete fra 2021-2023 bliver lidt mindre. Boligejere med fastforrentede realkreditlån er til gengæld afhængige af, at de lange realkreditrenter trækkes med ned, når centralbankerne løbende sænker renterne, for at der kan opstå gunstige muligheder for nedkonvertering. Det er dog ikke givet, at det vil ske. Omvendt kan det bestemt heller ikke udelukkes.
Derudover træder de første skattelettelser fra skattereformen ”Reform af personskat” i kraft fra 1. januar 2025. Disse skattelettelser vil give danskerne flere penge udbetalt på deres lønseddel, og dermed meget konkret give en fornemmelse af at få flere penge mellem hænderne.
Mere præcist hæves beskæftigelsesfradraget i 2025 fra 10,65 % til 12,30 %, men med et maksimum, der hæves fra 46.300 kr. til 53.500 kr. Ved en marginal skattesats på 42 % vil det give ca. 250 kr. mere udbetalt pr. måned til danske lønmodtagere.
Det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere forhøjes fra 6,25 % til 11,50 %, hvor maksimum samtidig hæves fra 25.300 kr. til 46.500 kr., hvilket vil give yderligere 750 kr. udbetalt pr. måned til enlige forsørgere.
For de ca. 500.000 personer der betaler topskat, vil der også være lidt at hente i 2025. Grænsen for topskat hæves med 22.900 kr. til 611.800, hvilket betyder, at personer med en månedlig indkomst på godt 55.000 kr. kan se frem til en månedlig skattelettelse på ca. 280 kr.
Hver for sig er der måske ikke tale om de helt store beløb, men tilsammen kan beløbene gøre en mærkbar forskel for de danske husstande, der fortsat kæmper med at få den daglige økonomi til at hænge sammen efter inflationschokket. Der er således god grund til at se lyst på fremtiden, hvor meget tyder på, at danskernes privatøkonomi vil få det bedre.
Seneste nyheder

Producentpriserne har stabiliseret sig på et højt niveau
I februar måned steg producentpriserne med 0,6 % i forhold til januar måned. Priserne ligger dog alligevel 2,5 % lavere end samme måned sidste år. De store stigninger ser således ud til at være sat på pause for nu. Producentpriserne ligger godt 2,5 % lavere end toppen fra februar 2025.

Stigningen i brændstofpriserne har begrænset effekt
Krigen mod Iran er gået ind i sin tredje uge og uroen og usikkerheden dominerer pt. de finansielle markeder. Brent-olien er steget fra ca. 71 USD pr. tønde til omkring 101 USD, hvilket svarer til en stigning på knap 45 %.

Gode råd til din årsopgørelse
Din årsopgørelse for 2025 er klar fra den 23. marts 2026. Husk at tjekke, om du har alle fradrag med.

Totalkredit gør lånene billigere
Totalkredit gør både fastforrentede og variable lån uden afdrag billigere.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
