Ledigheden i endnu en marginal stigning
Fra juli til august steg antallet af ledige med 500 til godt 84.000 personer. Ledigheden fortsætter således den svagt stigende udvikling, som vi har set siden april 2022. Ledighedsprocenten steg til 2,9%. Under den første corona-nedlukning for 3 år siden var ledigheden helt oppe over 155.000 personer.
Selvom det er tydeligt, at ledigheden er steget lidt over det seneste halvandet år, så er det glædeligt, at stigningen fortsat er ganske beskeden. August måned bød på endnu en lille stigning i antallet af ledige. Godt 84.000 personer var registreret som ledige i august måned. Det er et meget lavt niveau og bortset fra perioden lige op til Finanskrisen, så er niveauet tæt på at være det laveste siden starten af 1970’erne. Det er værd at glæde sig over det lave niveau for ledigheden på trods af den igangværende økonomiske nedtur. Når det er sagt, så er den generelle bevægelse i ledigheden stigende, og vi ser ind i en periode, hvor ledigheden forventes at stige yderligere.
Overraskende udvikling
Tallene for ledigheden er faktisk lidt overraskende, da en række andre indikatorer peger på en igangværende opbremsning i dansk økonomi. Den lave ledighed er formentlig også en stakket frist, da vi forventer, at ledigheden vil stige i de kommende måneder. Omvendt understreger den nuværende lave ledighed, at dansk økonomi er rigtig godt rustet til en økonomisk nedtur.
Tallene bekræfter nemlig samtidig, at tilstanden i dansk økonomi fortsat er ganske god. På trods af høj kerneinflation, høje renter og en voldsomt negativ forbrugertillidsindikator, så har dansk økonomi det indtil videre ret godt. Inflationen har gjort ondt på rigtig mange danskere, men den lave ledighed vidner om stor robusthed hos de danske forbrugere.
Beskæftigelsen er også fortsat tårnhøj. Virksomhederne melder ikke om mangel på arbejdskraft i samme grad som tidligere. Nu er i det højere grad opbygning af lagre og mangel på efterspørgsel, der fylder. Så vi vil formentlig også se, at beskæftigelsen vil begynde at falde i de kommende måneder.
Vi står samtidig i en periode, hvor lønstigningerne tager til, og det vil komme til at få betydning for den økonomiske udvikling. Nok er inflationen ved at falde tilbage, men det går langsomt, og kerneinflationen ser desværre ud til at bide sig fast i længere tid end forventet. Men lønningerne stiger nu igen kraftigere end forbrugerpriserne, hvilket forbedrer reallønnen. Dette er selvsagt positivt, men det kan også være med til at forlænge perioden med høj inflation.
Spændende at følge
Det bliver spændende at følge i de kommende måneder, om ledigheden vil fortsætte den langsomme stigning eller pludselig begynder at stige kraftigt. Der er ingen tvivl om, at udviklingen i 2022 og første halvdel af 2023 har været langt mere positiv end frygtet. Men vil de truende økonomiske skyer i horisonten, den vigende efterspørgsel og de pæne lønstigninger til lønmodtagerne tvinge virksomhederne til at begynde at afskedige medarbejdere i større stil?
Kilde: dst.dk og egne beregninger
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.