Boligkvarter set fra luften

Boligpriserne steg svagt i de sidste måneder af året, og ligger nu kun 2-3 % lavere end toppen i 2022

Rentepilen peger svagt nedad

De seneste tre måneder har vi set de korte realkreditrenter bevæge sig stort set ”sidelæns” i et niveau omkring 3,90 %, mens den 30-årige realkreditrente har holdt sig tilsvarende i ro i et niveau lige under 5 %. Bevægelsen mod lidt lavere renter er således pt. sat på pause, men de finansielle markeder forventer fortsat rentenedsættelser fra centralbankerne i løbet af 2024.

Den amerikanske centralbank, FED, fastholder indtil videre renten i spændet 5,25-5,50 % efter en lang række renteforhøjelser igennem 2022 og 2023. Vi forventer, at FED vil fastholde det nuværende niveau, indtil 2. halvår 2024, hvor inflation og kerneinflation er faldet så meget tilbage, at FED kan begynde at sænke renten lidt igen.
Den europæiske centralbank fastholdt tilsvarende deres rente på mødet i starten af marts, og Nationalbanken fastholdt dermed også foliorenten på 3,60 %. Vi forventer tilsvarende, at ECB bevæger sig mod at sænke renten, og det sker måske allerede i juni 2024, hvor kerneinflationen forventes at være kommet ned i et leje, hvor ECB kan erklære sejr over inflationen, og dermed begynde at sænke renterne igen.

Efter en periode på ca. 1½ år med kraftigt stigende renter tyder alt derfor på, at vi er forbi rentetoppen, og at vi går ind i en ny periode med svagt faldende renter.

Boligmarkedet

Tallene fra Boligmarkedsstatistikken for 4. kvartal 2023 viser et boligmarked, der bemærkelsesværdig hurtigt er ”kommet tilbage på sporet” efter de kraftige rentestigninger. Udviklingen er præget af jævne prisstigninger og flere handler. Handelsaktiviteten i 2023 ligner niveauet fra før corona-tiden. Korrektionen på boligmarkedet ser dermed ud til at være overstået, og priserne ligger nu kun 2-3 % lavere end pristoppen i midten af 2022.

Det er bemærkelsesværdigt, at boligpriserne nu ”kun” ligger lidt lavere end toppen i 2022, idet de lange realkreditrenter jo er steget fra 1 % til 5 %. Der er dog ingen tvivl om, at den rekordhøje beskæftigelse og de pæne lønstigninger igennem 2023 i høj grad har medvirket til at begrænse faldet i boligpriserne, og har samtidig været styrende i forhold til, at både handelsaktiviteten og boligpriserne nu igen er stigende.

I slutningen af 2023 var der dog en tendens til, at rigtig mange fremrykkede deres boligkøb pga. de nye boligskatteregler. Dette kan således give en midlertidig afmatning på boligmarkedet i de første måneder af 2024, men det bliver vi først klogere på, når vi kommer yderligere nogle måneder frem.

Vores vurdering er, at boligmarkedet vil fortsætte den stabile positive udvikling også i 2024. Boligpriserne understøttes af den høje beskæftigelse, de stigende lønninger og de svagt faldende renter.

Prisudvikling for huse og lejligheder fra 1992 og frem til 2022

 Kilde: Finans Danmark og egne beregninger.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.