
Byggeomkostningerne i laveste årsstigning siden starten af 2021
Byggeomkostningerne er steget med blot 0,4 % det seneste kvartal. Det er alene arbejdsomkostningerne, der er skyld i stigningen. Materialeomkostningerne er faktisk faldet med 0,3 %. Byggeomkostningerne er dog stadigvæk 1,6 % højere end for et år siden.
Fra 2. kvartal 2023 til 2. kvartal 2024 steg de samlede omkostninger ved at bygge ny bolig med 1,6 %. Det kan fordeles på en stigning i arbejdsomkostningerne på 5,6 % og et fald i de samlede materialeomkostninger på 0,3 %. Det er samtidig den laveste stigningstakt for byggeomkostningerne siden starten af 2021.
Årsagen til faldet i materialeomkostningerne skal findes i et fald i omkostningerne for betonelementarbejdet, der er faldet med 4,9 % det seneste år. De andre delkomponenter i materialeomkostningerne er alle steget en smule. Når vi kigger på arbejdsomkostningerne, er stigningen opgjort til 5,6 % det seneste år. Her er stigningen størst inden for tømrer- og snedkerarbejdet med 5,9 %, mens arbejdsomkostningen inden for jord- og betonarbejde er steget med 5,3 %.
Noget større stigning i byggeomkostninger for enfamiliehuse
Byggeomkostningerne for enfamiliehuse er steget noget kraftigere med 2,5 % det seneste år. Det skyldes, at arbejdsomkostningen udgør en væsentlig større andel af omkostninger ved byggeri af enfamiliehuse. Kigger vi på udviklingen siden starten af 2020 er de samlede byggeomkostninger for enfamiliehuse steget med knap 24 %.
Det betyder helt konkret, at omkostningerne til at bygge et standard enfamiliehus til omkring 3 mio. kr. nu er godt 700.000 kr. højere end for fire år siden.
Dengang ville et nyt enfamiliehus til 2,5 mio. kr. finansierieret med et fastforrentet realkreditlån koste ca. 6.800 kr. om måneden efter skat, mens et tilsvarende hus i dag vil koste 3,2 mio. kr. og dermed ca. 10.000 kr. om måneden efter skat. Altså en nettoydelse på ca. 3.200 kr. mere om måneden, som skyldes både de stigende byggeomkostninger og højere renter.
Kombinationen af højere renter og højere byggeomkostninger de senere år, samt faldet i boligpriserne i 2022-23, sætter sine tydelige spor i byggesektoren. Tallene viser en markant opbremsning i påbegyndt nybyggeri, og en afmatning i aktiviteten i byggesektoren som helhed. Så nu vil formentlig være en god anledning til at igangsætte sit byggeprojekt, hvis man står og overvejer et sådan, og der burde ligeledes være gode muligheder for at man enten kan få en bedre pris, eller at det i hvert fald er lettere at få fat i en håndværker, når man skal i gang.
Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder

Boligmarkedet sluttede 2024 stærkt af og har nu indhentet faldene fra 2022
Boligmarkedet er tilbage i top med stigende priser og faldende renter. Læs analysen af udviklingen i 2024 og forventningerne til 2025.

Forbrugerprisstigningerne rammer fortsat forskelligt
De årlige forbrugerprisstigninger var i februar måned på 2,0 %. Prisstigningerne rammer husstandstyper og indkomstgrupper forskelligt.

Producentpriserne fortsætter stigningen
I februar måned lå producentpriserne 14,4 % højere end samme måned sidste år. Det er samtidig 0,9 % højere i forhold til januar

De globale fødevarepriser fortsætter stigningen
De globale fødevarepriser har gennemlevet en dramatisk udvikling de sidste godt fire år. Efter en lang periode fra 2015-2019, hvor fødevarepriserne var stort set uændrede, begyndte de globale fødevarepriser i midten af 2020 en meget kraftig stigning.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.