Aktiekurser med et kvindetegn

Tallene lyver ikke: Kvinder er bedst til at investere

Der er stadig flest mænd, som investerer i aktier, men når kvinderne først kommer i gang, skaber de på lang sigt det største afkast, og det er der en god forklaring på: Ro, regelmæssighed og risikospredning.

Fremgang på flere fronter

De seneste år har danskerne generelt taget aktieinvesteringer til sig, og det er gået fantastisk. Aktiesparekontoen er blevet udbredt, og vores tal viser en fordobling af konti og dermed investorer det seneste år. Andelen af kvinder var på godt 33 % i 2020 og over 40 % i 2021, så der er fremgang også på den front. Almindelige lønmodtagere købte udenlandske værdipapirer for 46 mia. sidste år, hvilket svarer til, at investorerne i gennemsnit hver især har købt udenlandske værdipapirer for 50.000 kr.

Det går op – og ned

De seneste år har været helt ekstraordinære med tocifrede afkast, næsten uanset hvilke markeder, brancher eller aktier man har investeret i. Januar 2022 har derfor også for mange budt på en helt ny oplevelse, nemlig oplevelsen af tab. Danske aktier har i januar været omtrent verdens værste, men andre markeder har bestemt også givet tab. Selskaber har mistet 30, 40, ja helt op til 50 % af deres værdi – nærmest over natten, og det gør særdeles ondt på opsparingen.

Hvad kan vi forvente af aktierne i fremtiden?

Aktiekurser styres af forventningerne til selskabernes fremtidige indtjening – og nogle gange er der lagt en præmie oveni, fordi man fx regner med, at virksomheden snart bliver opkøbt til overpris. De senere år har aktier været højt prisfastsat, og det udelukker på ingen måde, at de kan stige yderligere. Men man kan ikke bruge den slags opgørelser til at forudsige noget om fremtiden.

Når aktierne falder, er der altid nogle, der er parate med hurtige forklaringer; Inflationen stiger, Centralbanken strammer pengepolitikken, vækstforventningerne nedjusteres, der er en faldende risiko-appetit eller en stigende usikkerhed osv., osv. I langt de fleste tilfælde har alle forklaringerne været kendte faktorer, som burde have være indregnet i kurserne.

Men som udgangspunkt kan man roligt regne med, at ingen ved, hvad der kommer til at ske på aktiemarkederne. Vi er dog mange, der kan forvente, tro eller håbe på en bestemt udvikling, men pas på med at stole på håndfaste anbefalinger – af enhver art.

På langt sigt giver aktier 6,5 % i afkast, men …

Historiske tal viser, at aktier kan forventes at give et afkast fra 6,5 og op til 7 %. Rådet for Afkastforventninger regner med, at aktier på lang sigt skal give 6,5 % i afkast. Lige nu ser vi tilbage på en periode, hvor aktier har givet 20-30 % i 2021, 20-25 % om året de sidste 3 år og 12-15 % om året de seneste 5 år.

Så hvad kan vi så reelt forvente os af fremtiden? Kan vi forvente, at år med negative afkast efterfølges af gode år, som udligner de dårlige, så vi lander på 6,5 %, som Rådet for Afkastforventninger angiver? Svaret er, at jeg ikke ved det, for ingen kender fremtiden – heller ikke på aktiemarkederne. Men jeg ved, at man bør have en langsigtet horisont på mindst 5 år, når man vælger at investere i aktier.

Nogle hævder, at kurserne altid kommer op igen, når man blot har en langsigtet horisont, men det er nu langtfra sikkert, og det er de japanske aktier et eksempel på: I 1990 toppede japanske aktier, og her 32 år senere mangler de fortsat at stige med omkring 25 % for at nå op på det gamle topniveau.

Kvinders tålmodighed betaler sig på aktiemarkedet

Kvinderne klarer sig bedst, når vi ser på aktieinvesteringer. Forklaringen er, at kvinder spreder deres investeringer mere end mændene, som oftere køber få enkelte aktier. Desuden lader kvinderne i højere grad investeringerne passe sig selv uden en masse omlægninger. Og det kan betale sig at tage aktiemarkedets naturlige bølgegang med ro, hvis man ønsker det højeste, langsigtede afkast.

Lidt frækt kan man godt sammenligne det med en 6-sporet motorvej; mange mænd tror, at det går hurtigst i ydersporene, så de skifter ud og ind mellem banerne og er overbevist om, at det dermed går hurtigere, mens kvinderne i højere grad ligger stabilt i lad os bare sige 3. spor. Resultatet er, at kvinderne kommer lige så hurtigt og ofte hurtigere og sikrere frem.

Hvis vi så bliver i den tankegang med sporskifte og overfører det på den rastløse aktiehandler, ja så er det da besnærende at tænke sig, at hvis man blot havde undladt at ligge i det danske aktiespor de 9 børsdage, hvor de faldt mest i 2021, så havde man kunnet fordoble sit afkast. Omvendt ville hele det positive afkast have været væk, hvis man havde været ude af aktiemarkedet de få dage, det steg mest. Virkeligheden er, at ingen ved, hvornår det bliver en god eller en dårlig børsdag. Og derfor gælder det om at være med hele tiden, for derved opnår man det højeste langsigtede afkast. Med andre ord; sådan som den typiske kvindelige aktieinvestor gør. Mænd handler aktier som deres hobby. Og det koster. Kvinder har ro på. Og det betaler sig. Groft sat op.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.