Tre kvinder på shopping-tur

Endnu en bedring i forbrugertilliden fra et meget lavt niveau

Forbrugertilliden har ligget stort set uændret de sidste 6 måneder. Med -10,3 i november måned fortsætter den svage tendens til bedring dog. Familiens økonomiske situation lige nu er fortsat meget udfordret, men viser også tegn på bedring. Forbrugerne tror på yderligere aftagende inflation.

I november måned blev forbrugertilliden opgjort til -10,3. Der er tale om en stort set uændret udvikling siden maj efter indikatoren havde gennemlevet en pæn forbedring gennem de foregående 9 måneder. Forbrugertilliden ser ud til at have en svag positiv tendens, men det går meget langsomt med bedringen. Der er dog fortsat langt ned til de historisk lave niveauer, vi så i efteråret 2022.

Udviklingen vidner om danskernes negative og pessimistiske syn på både situationen i dansk økonomi, men også deres egen husstands økonomi. Det er især oplevelsen af familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden, der trækker ned. Forventningen til familiens økonomiske situation om et år ligger dog igen i positivt terræn, hvilket indikerer, at pessimismen er på vej til at aftage.

 

Grunden til det lave niveau

Det lave niveau for forbrugertilliden skyldes som nævnt især danskernes vurdering af familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden. Indikatoren for denne parameter har historisk ligget mellem minus 10 og plus 15, men styrtdykkede igennem 2022, og er på trods af en stigende tendens opgjort til -14,0 i november måned. Det er fortsat et meget lavt niveau, men dog det højeste niveau siden april 2022. Et signal om, at familiernes økonomi stadigvæk er presset, men at situationen dog forbedres langsomt.

 

Forventningen til dansk økonomi

Der er få lyspunkter i dagens tal. Forventningen til Danmarks økonomiske situation om et år sammenlignet med i dag ligger nu igen under 0, og udviser dermed igen en negativ tendens. Niveauet er dog noget højere end gennem det meste af 2022, altså før inflationen for alvor begyndte at stige. Forbrugerne forventer også stigende arbejdsløshed i det kommende år.

Forbrugerne forventer, at faldet i inflationen vil fortsætte, og at prisstigningerne således vil aftage yderligere i det kommende år. Det virker urealistisk, idet inflationen allerede er tæt på 0 %, så her kan der godt ligge en potentiel negativ overraskelse for forbrugerne i de kommende måneder.

Lidt flere familier regner med at kunne spare op i de kommende 12 måneder, men mange oplever fortsat, at pengene ikke slår til i det daglige forbrug.

Tallene for forbrugertilliden har de sidste seks måneder ligget nogenlunde stabilt på et ganske lavt niveau, og er et udtryk for, at rigtig mange danskere er bekymrede for den økonomiske fremtid. Men de spæde tegn på optimisme i nogle af komponenterne i forbrugertilliden, giver et spirende håb for fremtiden.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.