Par foran villa til salg

Antallet af Til salg-skilte drøner i vejret

Antal udbudte boliger stiger meget kraftigt. Samtidig falder handelsaktiviteten på boligmarkedet. Antallet af nedtagne boliger fra ejendomsmæglernes hjemmesider falder også. Udviklingen varsler dystre tider på boligmarkedet.

Februar 2022 markerede en ganske bemærkelsesværdig ændring på boligmarkedet

Februar 2022 markerede en ganske bemærkelsesværdig ændring på boligmarkedet. Antallet af boliger udbudt til salg var helt i bund med ca. 29.400 boliger fordelt på 21.000 parcel- og rækkehuse, 5.000 lejligheder og 3.400 sommerhuse. Siden da er antallet af Til salg-skilte steget med 43 % svarende til over 12.000 boliger. Mest markant ser det ud for ejerlejligheder, hvor antallet til salg nu er over 8.200 lejligheder, svarende til en stigning på 63 % på bare otte måneder.

Aktiviteten på boligmarkedet toppede i midten af 2021

Aktiviteten på boligmarkedet toppede i midten af 2021. Det gælder både antallet af handler, som var tårnhøjt og antallet af boliger til salg, som dengang var rekordlavt. Begge dele var medvirkende til, at vi oplevede ejerboligprisstigninger på 10–15 % igennem 2021. Siden da er renterne steget fra 1½ % til 6 %. Inflationen er steget fra 1,9 % til 10,0 %, mens lønningerne blot er steget med godt 3 % i samme periode. Der er således tale om markante fald i reallønnen oveni den kraftige rentestigning.

Boligmarkedet står nu midt i en markant opbremsning

Alle disse ting betyder at boligmarkedet nu står midt i en markant opbremsning. Den markante stigning i antallet af boliger til salg giver helt naturligt langt flere valgmuligheder for køberne, når de kigger på bolig. Og køberne får samtidig også længere tid til at tænke sig om, da der bliver handlet færre boliger.

Perioder med store stigninger i antallet af boliger til salg er typisk blevet efterfulgt af mærkbare prisfald på boligmarkedet. Det ses meget tydeligt i den store stigning i figuren fra 2006-2009, hvorefter boligpriserne faldt meget kraftigt fra 2007-2010. Modsat betød det meget lave antal udbudte boliger igennem 2021, at boligmarkedet oplevede meget kraftige prisstigninger.

Antallet af boliger til salg stiger kraftigt, og alt tyder på at udviklingen vil fortsætte

Der er således grund til bekymring over udviklingen i øjeblikket. Antallet af boliger til salg stiger kraftigt, og alt tyder på at udviklingen vil fortsætte. Boligpriserne er allerede faldet med ca. 8 %, og vi forventer, at boligmarkedet fortsætter den igangværende udvikling og vil falde yderligere 10 % i de kommende kvartaler og år.

Derfor er det vores anbefaling, at hvis du står foran at skulle sælge din ejerbolig, så er det værd at overveje, at få gennemført salget relativ hurtigt, idet meget tyder på, at jo længere du venter, jo større er risikoen for, at yderligere prisfald slår igennem på boligmarkedet, så du bliver nødt til at sælge til en endnu lavere pris.

 

Udviklingen af antallet af boliger til salg

 

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.