Par sidder i sofa og kigger på PC

Forbrugertilliden i nyt historisk lavpunkt

Med -32,1 i september sætter forbrugertilliden endnu en ny negativ rekord. Tilbage i maj skrev jeg om, at forbrugertilliden aldrig havde ligget lavere. Siden da er det bare blevet værre. Der er ingen lyspunkter i tallene overhovedet.

I september blev forbrugertilliden opgjort til -32,1. Det er endnu en gang et nyt lavpunkt. Det laveste niveau nogensinde registreret i statistikkens 48-årige historie.


Danskernes negative syn på situationen

Tallene vidner i høj grad om danskernes negative og pessimistiske syn på både situationen i dansk økonomi, men også deres egen økonomi. Og det gælder både oplevelsen af udviklingen i forhold til sidste år, som det gælder forventningen til udviklingen i det kommende år.

Det lave niveau for forbrugertilliden skyldes især forbrugernes vurdering af familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden. Indikatoren for denne parameter har historisk ligget mellem minus 10 og plus 15, men er de seneste måneder styrtdykket, og er i september opgjort til minus 29,4. Et meget tydeligt signal om, at familiernes økonomi er presset.

Samtidig er både oplevelsen af Danmarks økonomiske situation i dag, og forventningen til Danmarks økonomiske situation om et år sammenlignet med i dag, faldet kraftigt.


Forventning om stigende arbejdsløshed og højere priser

Forbrugerne forventer også både stigende arbejdsløshed og højere priser i det kommende år, mens færre familier regner med at kunne spare op i de kommende 12 måneder, og flere og flere oplever også, at pengene ikke slår til i det daglige forbrug.

Tallene for forbrugertilliden ser ganske alvorlige ud og er et udtryk for, at rigtig mange danskere er bekymrede for den økonomiske fremtid. Således er der ingen af komponenterne i forbrugertilliden, der viser bedring i forhold til august. Den daglige nyhedsstrøm, der præges af historier om høj inflation, krig i Ukraine, energikrise, stigende renter og opbremsning på boligmarkedet sætter sit tydelige præg på forbrugernes humør. Man kan ikke forestille sig andet, end at det vil påvirke privatforbruget mærkbart i de kommende måneder og kvartaler.


 Forbrugertilliden i nyt historisk lavpunkt viser grafen fra 1987 og frem til 2021

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.