Bolig

Seks gode råd til at få mest ud af din pensionsopsparing

Når vi går på pension, går de fleste af os fra at tjene flere penge, end vi bruger, til at bruge flere penge, end vi tjener. Lån & Spar har seks gode råd til, hvordan du kan få mest muligt ud af din pensionsopsparing.

Af Anker Andersen, Pensionskonsulent i Lån & Spar

Derfor sparer mange af os penge op til vores pension gennem et langt arbejdsliv - f.eks. som en ratepension, aldersopsparing og friværdi i huset. Men hvornår skal du egentlig bruge dine forskellige opsparinger, hvis du vil have mest ud af dine penge? Det bedste svar på det spørgsmål kommer altid an på din konkrete situation. Men der er dog nogle helt generelle råd, som du kan bruge som inspiration, når du nærmer dig pensionstiden.

1. Undgå topskat

Du får mest ud af dine pensionspenge, hvis du sørger for at holde din indtægt under grænsen for topskat. Her skal du især være opmærksom på, at du kan strække udbetalingerne fra din ratepension over en længere periode end de ti år, der normalt står på PensionsInfo.

2. Læg et pensionsbudget

En pensionsrådgiver kan hjælpe dig med at lægge et budget for din pensionstid, som viser dig, hvor mange penge du har tilbage, når du har betalt alle dine faste udgifter. Det er altid en god idé at lave dit budget i god tid, inden du går på pension, så vi kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan vi sikrer, at dit budget gør det muligt for dig at udleve dine drømme - uanset om det er et sommerhus eller drømmeferien til Bali.

3. Planlæg din ratepension og få mest ud af din folkepension

Din folkepension består af et grundbeløb og et tillægsbeløb. Det betyder, at du får et grundbeløb, som er fast, og et tillægsbeløb, som afhænger af din indkomst. Da din ratepension er en del af din indkomst, bør du overveje at få udbetalt ratepensionen på en måde, så du får mest ud af din folkepension.

Din aldersopsparing og kapitalpension påvirker ikke, hvor meget du får i tillæg til din folkepension, fordi pensionsordningerne ikke gælder som en del af din indkomst.

4. Start din ratepension, når du går på efterløn

Din ratepension gælder som en del af din indkomst, og derfor kan den påvirke, hvor meget du får i folkepension og efterløn. Din indkomst har dog større betydning for, hvor meget du kan få i folkepension, end den har for, hvor meget du kan få i efterløn. Derfor kan du i sidste ende få mere ud af dine pensionspenge, hvis du starter på din ratepension, når du går på efterløn.

5. Begynd tidligt på din folkepension og livsvarige pensioner

Jeg vil også altid anbefale dig at begynde på din folkepension og andre livsvarige pensioner, så snart du går på pension. I modsætning til f.eks. din ratepension eller aldersopsparing, kan dine arvinger ikke få gavn af pengene, hvis du skulle dø, inden du har brugt dine opsparinger.

6. Brug dine frie midler før aldersopsparing og kapitalpension

Du kan spare penge i skat, hvis du bruger dine frie midler, før du får udbetalt din aldersopsparing og kapitalpension. Det skyldes, at du betaler mindre i skat på dit afkast på en aldersopsparing eller kapitalpension, end du gør på det afkast du får fra aktier, obligationer eller andre frie midler.

Flere artikler om pension

To seniorer på shopping

Bolig

Hvilken bolig bør du vælge?

Der er om fordele og ulemper ved forskellige boligtyper til en pensionisttilværelse.

Seniorer spiller kort

Lån

Kan pensionister låne penge? 

I Lån & Spar aldersdiskriminerer vi ikke. Det afhænger af din situation og ikke din alder. 

Ser på iPad

Investering

Undgå at tabe din pension på aktiemarkedet

Når du nærmer dig pensionsalderen, kan det dog være en rigtig god idé at sætte din risiko ned. 

Par med barnevogn

Giv din pension og forsikringer et servicetjek

Husk at tilpasse din pension og dine forsikringer til den livssituation, du befinder dig i. Vi råder til hvordan.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov