Færre bolighandler varsler faldende priser
Selvom boligpriserne ifølge Finans Danmarks prisindeks steg yderligere i 2. kvartal 2022, er prisstigningerne er aftagende. Aktiviteten på boligmarkedet styrtdykker og varsler en vending i priserne. Hvis først priserne begynder at falde, kan faldet blive dybt og langvarigt.
I 2. kvartal 2022 steg priserne på både huse og lejligheder med hhv. 1,2 % og 1,6 % i forhold til kvartalet før. Og priserne er nu hhv. 3,7 % og 4,9 % højere end for et år siden. Det er dog tydeligt, at prisstigningerne er aftagende, og der er således tale om de svageste prisstigninger, vi har oplevet de seneste 2-3 år.
Igennem corona-årene 2020 og 2021 steg boligpriserne overraskende kraftigt med op mod 15 % om året, og der er dermed tale om en ganske markant afdæmpning i prisudviklingen.
Boligpriserne stiger trods inflationen
På samme måde kan det virke overraskende, at boligpriserne er fortsat med at stige i 2. kvartal 2022, når man kigger på udviklingen i inflation og renten. Inflationen er steget fra knap 2 % til ca. 9 % inden for det seneste år, og i samme periode er realkreditrenten steget fra 1½ % til 5 %. De danske forbrugere er således nødt til at bruge væsentlig flere penge for at kunne købe de samme varer som tidligere, og samtidig er boligfinansieringen blevet voldsomt meget dyrere end for bare et år siden.
Det er dog ganske forventeligt, at boligpriserne på trods af ovenstående har fortsat stigningerne. Tidligere erfaringer viser nemlig, at det tager op mod 12-18 måneder, før rentestigninger slår helt igennem i boligpriserne. I første omgang bliver aktiviteten på boligmarkedet kun ramt på antallet af handler samt prisafslag og liggetider
Flere prisafslag og længere liggetider
Og det er netop denne udvikling, vi er vidner til lige nu: Antallet af handler på boligmarkedet er dykket med 25-30 % i forhold til sidste år. Faktisk var antallet af handler på boligmarkedet i 2. kvartal 2022 det laveste for et 2. kvartal siden 2014. Samtidig er prisafslagene ved bolighandler kraftigt stigende, ligesom både liggetiderne og antallet af boliger til salg er på vej op. Det varsler andre tider på boligmarkedet, og vil formentlig slå igennem som prisfald i løbet af de kommende måneder og kvartaler.
Tidligere perioder med prisfald på boligmarkedet viser, at en sådan udvikling ikke bare er overstået i løbet af nogle få kvartaler. Tilpasningen tager derimod tid. Tid for sælger til at korrigere deres udbudspriser ned. Og tid for køberne til at slå til, da de pludselig har væsentlig flere ejendomme at vælge imellem, når de skal ud at købe. Det betyder også, at vi står foran et fald i boligpriserne, der potentielt kan blive både dybt og langvarigt.
Det kan dog være, hvis lønstigningerne begynder at tage fart, at det vil kunne holde hånden under boligpriserne, så vi ikke må gennem en lang periode med kraftige prisfald, men derimod ”bare” en længere periode med flade eller svagt faldende boligpriser.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.