
Tjek din forskudsopgørelse og undgå skattesmæk
Måske tænker du umiddelbart ikke, at der er sket synderlig store forandringer i dit liv det seneste år. Alligevel kan der være ting, der har ændret sig og som skal rettes til i din forskudsopgørelse for 2022.
Uanset hvad er det vigtigt, at du får tjekket op på, om din forskudsopgørelse passer til dig og dine forventninger til 2022. Det er nemlig alt for surt at få et skattesmæk i forbindelse med din årsopgørelse, fordi du ikke har fået tilpasset din forskudsopgørelse.
Derfor hjælper vi dig her på vej med nogle af de typiske og vigtigste ændringer, du skal være opmærksom på.
Har du købt eller solgt bolig?
Det seneste år har boligmarkedet buldret derudaf, og det har gjort, at rigtigt mange har købt eller solgt deres hus, lejlighed eller sommerhus. Er du blandt dem, skal du være opmærksom på, om du får det rigtige fradrag for dine renteudgifter på dit lån.
Har du fået nyt job eller gået på pension?
Hvis du har fået nyt job, mistet dit job eller startet din egen virksomhed, har det højst sandsynligt påvirket din indtægt. Det er derfor vigtigt, at du får det rettet til i din forskudsopgørelse.
Er du gået på pension, kan det også have betydning for din indtægt. I det tilfælde skal du være opmærksom på, om du tidligere har indbetalt til en privat pension, der nu står udfyldt i din forskudsopgørelse, men som måske ikke skal være det fremadrettet.
Derudover skal du være opmærksom på, at hvis din arbejdsgiver indbetaler til din alderspension, så skal du angive beløbet som B-indkomst.
Har du arbejdet mere hjemmefra?
Har du mere end 12 km til arbejde, kan du få befordringsfradrag – uanset transportform. Hvis du har fået mere hjemmearbejde end tidligere, skal du derfor huske at ændre i dit befordringsfradrag. Du kan nemlig kun få det for de antal dage, du transporterer dig til din arbejdsplads.
Vær på den sikre side og undgå skattesmæk
Som udgangspunkt anbefaler vi, at du gennemgår din forskudsopgørelse fra start til slut, selvom det muligvis ikke hører til tilværelsens sjoveste gøremål. Så er du nemlig sikker på, at du ikke har overset nogle betydelige forandringer, der kan give dig et skattesmæk.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.