En ung mand sidder afslappet ved vaskemaskinerne og nyder musik, mens han tjekker sin telefon.

Pas på mulddyrssvindel - især som ung

Ved muldyrssvindel bliver voksne og unge mennesker ned til 13-års alderen lokket til at være mellemmænd ved pengeoverførsel for kriminelle. Muldyrssvindlen kan betyde, at unge ubevidst medvirker til hvidvask.

Hvad er muldyrssvindel?

Muldyrssvindel går kort fortalt ud på, at kriminelle lokker personer, og særligt unge mennesker, til at hjælpe med at overføre penge gennem deres private bankkonti for at skjule, hvor pengene stammer fra. De personer, der lader sig udnytte, kaldes "muldyr". Det kan ofte virke uskyldigt, men konsekvenserne kan være alvorlige.

De kriminelle tager ofte kontakt via sociale medier, mails eller endda gennem personlige henvendelser. Mange unge er særligt sårbare overfor denne type svindel, fordi det hurtigt kan fremstå som en let måde at tjene penge på eller fordi de simpelthen ikke forstår, hvad det kan føre til.

Hvordan foregår muldyrssvindel typisk?

Svindlerne kan finde "muldyr" på flere måder, blandt andet:

  • Gennem sociale medier eller falske jobannoncer. Du modtager måske en besked med et tilbud om hurtige penge for simpelthen at lade nogen bruge din konto.
  • Ved personlige henvendelser. En fremmed stopper dig på gaden og beder dig hjælpe med at hæve penge, som vedkommende påstår at have overført til din konto. Måske siger de, at de har glemt deres kort. Eller også spørger de, om du kan overføre 500 kr. til deres konto, hvis du får 500 kr. i hånden.
  • Via falske beskeder fra "venner". Du modtager måske en sms eller en besked på sociale medier fra en ven, der beder dig tage imod en overførsel og sende pengene videre. Det kan være, at det slet ikke er din ven, men en svindler, der har efterlignet vedkommendes mobilnummer eller konto.

Hvad sker der, hvis du bliver brugt som muldyr?

Det kan få store konsekvenser, selvom du måske ikke er klar over, hvad der foregår. Hvis du stiller din konto til rådighed for svindlere, uanset om det skyldes uvidenhed eller pres fra andre, kan du risikere at blive sigtet for hvidvask. Det kan føre til store bøder, i værste fald fængselsstraf og ikke mindst en plet på straffeattesten, som kan påvirke din fremtid.

Sådan undgår du at blive et muldyr

Det bedste, du kan gøre for at beskytte dig selv, er at være opmærksom og følge disse råd:

  • Håndtér aldrig penge for andre. Hvis nogen beder dig om at hæve eller overføre penge for dem, så vær ekstra skeptisk og sig nej. Lad aldrig andre bruge din konto, dit betalingskort eller andre betalingsmidler.
  • Del ikke personlige oplysninger. Giv aldrig andre adgang til dine bankoplysninger, bank-login eller din pinkode - heller ikke til personer, du stoler på.
  • Anmeld det til politiet. Hvis nogen forsøger at overtale dig til at stille din konto til rådighed, eller hvis du tror, du allerede har været offer for muldyrssvindel, skal du straks kontakte politiet.