Boligkvarter set fra luften

Status på boligrenterne

Den lange realkreditrente faldt yderligere i april. Det er fortsat 4%-lånet, der er det toneangivende lån. De korte renter faldt med yderligere 0,20 %, og referencerenten for F-kort (ekskl. tillæg) ligger nu på ca. 1,75 %. Vi mener fortsat, at de lange renter vil forblive nogenlunde uændrede på det nuværende niveau, mens kerneinflationen i Euro-området falder yderligere tilbage mod 2 %. Der kan komme udsving undervejs. ECB og Nationalbanken sænkede renten for syvende gang d. 17. april og ventes at sænke renten igen d. 5. juni.

Den lange realkreditrente faldt yderligere i april måned, og det fastforrentede 4 %-lån med afdrag nærmer sig således igen kurs 100, og er dermed fortsat det toneangivende fastforrentede realkreditlån.

Fastforrentede lån udstedes primært i 4 %-lånet, hvor kursen i skrivende stund ligger omkring kurs 99,05. 4 %-lånene ligger altså fortsat og svinger lige under kurs 100. – Det er dog langt fra sikkert, at den lange rente falder yderligere, idet store dele af de forventede fald i den korte rente er allerede indregnet i den lange rente. Samtidig tyder meget på med både global handelskrig og oprustning i Europa, at de lange renter ikke skal meget længere ned i den nærmeste fremtid.

De korte renter fortsætter ned

Den europæiske centralbank (ECB) er godt i gang med at sænke renten. Vi har fået syv rentesænkninger á 0,25 % siden juni 2024. Der er fortsat usikkerhed om hvor mange flere rentesænkninger, der vil komme fremadrettet. Markedets forventninger til rentesænkninger svinger en hel del.

ECB vil ganske givet sænke renten yderligere, og der er bred enighed om, at næste rentesænkning kommer på mødet d. 5. juni. Mens udviklingen de seneste måneder har bekræftet, at inflationspresset fortsat er langsomt aftagende, så er lønstigningerne fortsat ganske kraftige, men senest er serviceinflationen også begyndt at aftage, hvilket er endnu et tegn på, at kerneinflationen vil fortsætte ned. Vi forventer således også en rentesænkning på 0,25 % på mødet d. 5. juni.

Pt. forventes rentesænkninger på i alt yderligere knap 0,50 %-point – svarende til en rentesænkning på 0,25 % i juni, og yderligere blot én rentesænkning igennem resten af 2025.

Kerneinflationen både herhjemme og i Euro-området toppede tilbage i foråret 2023 og er siden faldet pænt tilbage. Men det går langsomt, og det begrænser faldet i de lange realkreditrenter. Der er således ingen tvivl om, at kerneinflationen i Euro-området har bidt sig mere fast og vil være lang tid om at komme tilbage under 2 %. Det betyder, at renterne også vil forblive på et højere niveau i længere tid. Samtidig er usikkerheden omkring handelskrigen ganske stor. Markedets fokus er dog godt i gang med at skifte fra høj kerneinflation til fokus på økonomisk recession, hvilket vil fortsætte det nedadgående pres på især de korte renter. Samtidig giver udviklingen i amerikansk økonomi ikke anledning til meget lavere renter i USA, hvilket også smitter af på de lange realkreditrenter herhjemme.

Usikkerheden er dog fortsat stor – ikke mindst i lyset af den globale handelskrig -, og det giver risiko for, at vi fortsat kan se store bevægelser i kurserne og realkreditrenterne. Så uanset om man står foran at skulle optage nyt realkreditlån, eller man skal indfri sit gamle realkreditlån, så er det en god idé at overveje at låse kursen, så man slipper for den risiko, som de volatile rentemarkeder giver.

Graf over kursudvikling på 4 % 2056-lånet

Graf over CITA 6-renten anno maj 2025

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.