Uændret forbrugertillid på et meget lavt niveau
Der er tale om et uændret niveau i forhold til sidste måned.
Oplevelsen af Danmarks økonomiske situation i dag er steget markant, men ligger stadigvæk på -23,8.
Forbrugertilliden har nu været negativ uafbrudt i over fire og et halvt år.
I juli måned blev forbrugertilliden opgjort til -14,7. Det er stort set på niveau med juni og en pæn bedring i forhold til april-maj måned. Det fortsat lave niveau viser, at forbrugernes oplevelse af økonomien og forventningerne til udviklingen det kommende år slet ikke er kommet ud af negativt territorium efter inflationskrisen og formentlig forstærkes af den fornyede geopolitiske uro. Det er egentlig ikke så overraskende, idet meget fokus pt. er på de meget høje fødevarepriser, samt stigende energipriser. En stor del skyldes formentlig også danskernes bekymring over den geopolitiske usikkerhed, der præger verden i denne tid.
Det lave niveau for forbrugertilliden vidner også om, at danskerne fortsat oplever både deres egen økonomi, men også Danmarks samlede økonomi ganske negativt og derudover har et ganske pessimistisk syn på fremtiden. Der er tale om negative niveauer for alle underkomponenterne, der selv efter fremgangen i juni måned fortsat ikke indeholder nogen nævneværdig grad af optimisme. Der er således kun meget små lyspunkter i tallene, da niveauet fortsat er så negativt.
Forbrugertilliden ligger således meget lavt, og det skyldes – på trods af bedringen i sidste måned – især oplevelsen af Danmarks økonomiske situation i dag, sammenlignet med for et år siden. Indikatoren ligger på -23,8. Det er tæt på det laveste niveau siden slutningen af 1980’erne, hvilket vidner om et ekstraordinært lavt niveau. Derudover er familiernes økonomi stadigvæk presset. Især forventningen til familiens situation om et år ligger historisk lavt – også selvom de store lønstigninger er slået igennem, og reallønnen er tilbage på niveauet fra før den stigende inflation.
Derudover forventer forbrugerne også stigende arbejdsløshed i det kommende år, ligesom der forventes tiltagende inflation i det kommende år.
Lidt flere familier regner dog med at kunne spare op i de kommende 12 måneder, men en hel del oplever fortsat, at pengene ikke slår til i det daglige forbrug.
Tallene for juli måned bekræfter desværre igen, at der fortsat er lang vej til en normalisering af forbrugertilliden, og at positive tal for forbrugertilliden formentlig ligger langt ude i fremtiden. Den positive udvikling i dansk økonomi ser desværre endnu ikke ud til at smitte af på forbrugertilliden.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder

Uændret ledighed i juli
Fra juni til juli var antallet af ledige stort set uændret på 94.000 personer. Udviklingen bryder med den lidt kraftigere stigning, som vi har set siden efteråret 2025.

Reallønnen sætter ny rekord
De gennemsnitlige lønninger i dansk økonomi steg med 3,2 % i 2. kvartal 2026 i forhold til samme kvartal året før. Købekraften er således nu på et nyt all-time-high niveau.

Juni bød på endnu en stigning i beskæftigelsen
Beskæftigelsen oplevede endnu en stigning i juni. Det fortsætter de senere års imponerende udvikling. Antallet af beskæftigede er godt 34.000 højere end for et år siden.

Detailsalget fortsætter den kraftige stigning
Juli måned bød på en stigning i detailsalget på hele 1,3 %.Detailsalget er steget med 5,8 % i forhold til samme måned sidste år.Detailsalget stiger væsentlig hurtigere, end vi så op gennem 2010’erne.Og detailsalget er meget, meget tæt på tidligere tiders all-time-high.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
