De globale fødevarepriser stiger desværre igen
De globale fødevarepriser er steget med 1,7 % de sidste tre måneder. Stigningen kommer efter en stabil periode fra april til juli, hvor fødevarepriserne var stort set uændrede. Hvis stigningen fortsætter, kan vi forvente, at det også vil forplante sig til de danske fødevarepriser. Udviklingen dækker over, at priserne på især olier og sukker nu igen stiger, mens prisen på kød er faldet en anelse.
De globale fødevarepriser har gennemlevet en dramatisk udvikling de sidste seks år.
Efter en lang periode fra 2015-2019, hvor fødevarepriserne var stort set uændrede, begyndte de globale fødevarepriser i midten af 2020 en meget kraftig stigning.
Stigningen varede ca. 2 år frem til midten af 2022, hvor stigningen var på ca. 60 % (fra omkring indeks 100 til 160 i figuren).
Det er ikke så underligt, at fødevarepriserne også herhjemme er steget markant, hvilket vi oplever meget tydeligt, når vi er ude at handle. Udviklingen fra midten af 2022 og frem til starten af 2024 var dog næsten lige så iøjefaldende, idet fødevarepriserne faldt ca. 25 %.
Fødevarepriserne har siden da stort set stabiliseret sig omkring en stigning på 3-4 % om året, men med pæne udsving. Stigende energipriser som følge af uroen i Mellemøsten, slår også igennem på fødevarepriserne.
Det er især stigninger priserne på olier og sukker, der slår igennem. Prisen på kød og mejerivarer trækker til gengæld ned, da kød er faldet med 2,6 % de seneste tre måneder, mens mejerivarer er faldet med 21,7 % siden august 2025. Der kan være store udsving i priserne på de enkelte varegrupper, men som helhed ser vi pt. en stigning.
Vi forventer, at udviklingen i de globale fødevarepriser, indtil videre, kan rummes i de nuværende danske fødevarepriser, men hvis prisstigningerne fortsætter, vil de også – med lidt forsinkelse - forplante sig til de danske fødevarepriser.
Man kan således forvente, at priserne på fødevarer vil være stabile i den kommende tid, men vi må nok også forvente, at stigningerne slår igennem i de danske supermarkeder i løbet af efteråret.
Generelt er fødevarepriserne herhjemme steget med over 30 % siden starten af 2021, og det vil sige i stort set samme omfang som stigningen det globale fødevareprisindeks. Det vil således være naturligt, om den jævne stigning i de globale fødevarepriser også vil give en tilsvarende jævn stigning i de danske priser i de kommende kvartaler.
Jokeren er naturligvis, om udviklingen i de globale fødevarepriser pludselig ændrer sig og stiger kraftigere, samt lønningerne herhjemme, som fortsat stiger 3-4 % om året.
Det trækker selvsagt i retning af stigende fødevarepriser, som virksomhederne kan forventes at sende videre til forbrugerne. Omvendt betyder det også, at forbrugerne i denne tid får flere penge mellem hænderne, og dermed får lettere ved at overkomme de højere priser.

Seneste nyheder

Stigende renter, serieskifte og flere renteforhøjelser fra ECB
Den lange realkreditrente steg yderligere i august, da 4 %-lånet med afdrag faldt med ca. 1 kurspoint.

De globale fødevarepriser stiger desværre igen
De globale fødevarepriser er steget med 1,7 % de sidste tre måneder.

Uændret ledighed i juli
Fra juni til juli var antallet af ledige stort set uændret på 94.000 personer. Udviklingen bryder med den lidt kraftigere stigning, som vi har set siden efteråret 2025.

Reallønnen sætter ny rekord
De gennemsnitlige lønninger i dansk økonomi steg med 3,2 % i 2. kvartal 2026 i forhold til samme kvartal året før. Købekraften er således nu på et nyt all-time-high niveau.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
