1. Få overblik over dine udgifter
Skriv alle dine faste udgifter ned ét sted: husleje, el/vand og varme, forsikringer, abonnementer, transport osv. Du kan formentlig finde alle dine faste udgifter i din bank-app eller i Betalingsservice-appen.
Når det står sort på hvidt, kan du se, hvad der reelt er tilbage at leve for.
2. Læg budgettet efter en almindelig måned – ikke en god en
Svinger din indkomst med tillæg, vagter eller ekstratimer, så regn med en helt almindelig måned uden det ekstra. Vær hellere lidt for forsigtig end for optimistisk. Så bliver du sjældent overrasket, når regningerne kommer.
3. Gennemgå dine faste udgifter mindst en gang om året
Streaming, forsikringer og abonnementer stiger i det stille. Én prisstigning mærker du ikke, men når de alle er steget, betaler du pludselig meget mere hver måned.
Sæt en time af og gå listen igennem: Betaler du for noget, du ikke bruger? Har du to forsikringer, der dækker det samme?
4. Sæt en buffer til side automatisk
Bilen skal synes, tandlægen sender en regning, vaskemaskinen står af. Uforudsete udgifter kommer altid - spørgsmålet er bare hvornår. Overfør et fast, lille beløb til en opsparing hver måned, gerne automatisk lige efter lønnen.
Gør du det tidligt på måneden, ser du et mindre beløb på lønkontoen og bruger typisk mindre. En buffer på selv få tusind kroner kan tage toppen af bekymringerne.
5. Skil de faste udgifter fra dem, du selv råder over
Overvej at flytte dine faste udgifter til en separat konto, som pengene automatisk ryger ind på hver måned. Så ved du, at husleje og forsikringer er dækket – og det, der står tilbage på lønkontoen, er dét, du faktisk kan bruge. Det gør det nemmere at holde forbruget nede uden at skulle regne efter hele tiden.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
