Den lange rente faldt en anelse mere i oktober
Den lange realkreditrente faldt en anelse mere i oktober efter en periode med uændrede renter. Det er således nu 3,5%-lånet, der er det toneangivende lån. De korte renter har stabiliseret sig, og referencerenten for F-kort (ekskl. tillæg) ligger på ca. 1,75 %. ECB indikerer, at den korte rente ”er et godt sted”, og vi forventer uændrede realkreditrenter i en rum tid endnu.
Den lange realkreditrente tog et mindre dyk i oktober efter en meget rolig periode det seneste halve år. Kurserne på de lange fastforrentede obligationer er steget med ca. 0,25 kurspoint i oktober. Dermed er det nu det fastforrentede 3,5 %-lån med afdrag, der er det toneangivende lån. Lånet ligger ganske stabilt og svinger mellem kurs 97 og 97,5.
4 %-lånet med afdrag steg til over kurs 100 i begyndelsen af september, og er således lukket for tilbudsgivning. Faldet i den lange rente blev udløst af stigende forventninger om lavere amerikanske renter. Meget tyder på, at den lange rente ikke vil falde meget mere, idet det forventede fald i den amerikanske rente allerede er indregnet i den lange rente, og samtidig medfører både global handelskrig og oprustning i Europa, at de lange renter formentlig ikke skal mærkbart længere ned i den nærmeste fremtid.
Den korte rente ligger uændret
Den europæiske centralbank (ECB) har afsluttet sin lempelsescyklus. Vi har fået otte rentesænkninger á 0,25 % i perioden juni 2024 – juni 2025, men på møderne i både juli, september og oktober 2025 blev renten fastholdt. ECB gentog på mødet d. 30. oktober, at renten er ”på et godt sted”, og indikerede ingen ændringer i renten i de kommende måneder.
Udviklingen de seneste måneder har bekræftet, at inflationspresset fortsat er langsomt aftagende. Lønstigningerne fortsat ganske kraftige, men er nu også begyndt at aftage, hvilket er endnu et tegn på, at kerneinflationen vil fortsætte ned.
Kerneinflationen både herhjemme og i Euro-området toppede tilbage i foråret 2023 og er siden faldet pænt tilbage. Men i Euro-området går det langsomt, og det begrænser også faldet i de lange realkreditrenter. Samtidig er usikkerheden omkring handelskrigen ganske stor. Markedets fokus er dog godt i gang med at skifte fra høj kerneinflation til fokus på lav økonomisk vækst, hvilket vil holde renterne i ro i den kommende tid. Samtidig giver udviklingen i amerikansk økonomi ikke anledning til meget lavere renter i USA, hvilket også smitter af på de lange realkreditrenter herhjemme.
Usikkerheden er dog fortsat stor – ikke mindst i lyset af de geopolitiske spændinger, som præger verden -, og det giver risiko for, at vi fortsat kan se store bevægelser i kurserne og realkreditrenterne. Så uanset om man står foran at skulle optage nyt realkreditlån, eller man skal indfri sit gamle realkreditlån, så er det en god idé at overveje at låse kursen, så man slipper for den risiko, som de volatile rentemarkeder giver.


Seneste nyheder

Ekstraordinær hjælp til berørte kunder i Mellemøsten
Din rejseforsikring dækker ekstraordinært, hvis du er på rejse i berørte områder i Mellemøsten

Reallønnen mangler stadigvæk at indhente det sidste efter inflationschokket.
De gennemsnitlige lønninger i dansk økonomi steg med 3,2 % i 4. kvartal 2025 i forhold til samme kvartal året før. Reallønnen er tæt på endelig at have indhentet det store fald, der skete i forbindelse med den tårnhøje inflation. Købekraften er således tæt på et nyt all-time-high niveau.

Den lange rente faldt lidt i februar
Den lange realkreditrente faldt lidt i løbet af februar. Det er fortsat 3,5%-lånet, der er det toneangivende lån. De korte renter ligger stabilt. På grund af en ændring i referencerenten for F-kort (ekskl. tillæg) faldt denne med 0,20 % i januar og ligger nu meget stabilt omkring ca. 1,60 %. ECB indikerer fortsat, at den korte rente ”er et godt sted”, og vi forventer stort set uændrede realkreditrenter i en rum tid endnu.

Ledigheden er begyndt at stige lidt kraftigere
Fra december til januar steg antallet af ledige med godt 500 personer. Ledigheden er dermed begyndt at stige lidt kraftigere og er steget med ca. 500 personer om måneden i gennemsnit de sidste tre måneder. Ledighedsprocenten stiger samtidig til 3,0 %. Under den første corona-nedlukning for snart 6 år siden, var ledigheden helt oppe over 155.000 personer.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
