Beskæftigelsen overrasker igen positivt
Beskæftigelsen trodser alle andre økonomiske indikatorer og fortsætter op. Godt 1.800 flere i beskæftigelse i december i forhold til november måned. Antallet af beskæftigede er steget med over 60.000 det seneste år. Dansk økonomi er godt rustet til en nedgang.
Beskæftigelsen tog endnu et overraskende hop op i december. Vi har nu 2.973.000 beskæftigede målt på den sæsonkorrigerede beskæftigelse. Det er det højeste niveau nogensinde.
Beskæftigelsen trodser udviklingen
Tilbage i juli måned tog beskæftigelsen et lille dyk, og mange spåede, at nu ville vendingen i beskæftigelsen indtræffe. Forventningerne blev dog i den grad gjort til skamme efter at både august, september, oktober, november og nu også december har udvist pæne stigninger i beskæftigelsen. Beskæftigelsen trodser således indtil videre udviklingen i resten af økonomien. Og indtil videre må vi sande, at en inflationskrise har en helt anden indvirkning på beskæftigelsen end forventet. Samtidig kan vi dog konstatere, at ledigheden er begyndt at stige, hvilket viser, at danskernes deltagelse i arbejdsstyrken er stigende.
Inflationen langsomt på vej ned
Inflationen er fortsat tårnhøj. Den er på vej ned, men nok i et langsommere tempo end forventet for bare få måneder siden. Det tegner til, at kampen mod inflationen alligevel kan blive langvarig. Renterne er på de højeste niveauer i 15 år, og de korte renter kommer til at stige yderligere. Danske aktier faldt med 13,5% sidste år, men er kommet pænt fra start i 2023. Forbrugertilliden er på de laveste niveauer nogensinde. Boligpriserne falder. Men sandelig om ikke beskæftigelsen fortsat udvikler sig positivt.
Så selv om vi ved, at dansk økonomi er på vej ind i en lavkonjunktur, har den ikke ramt beskæftigelsen endnu. Vi har vidst i et stykke tid, at en lavkonjunktur var på vej, så selvom dansk økonomi er ramt af mange negative elementer, så viser beskæftigelsen endnu ikke tegn på at have toppet. Antallet af beskæftigede er således 171.000 personer højere end lige før den første corona-nedlukning i marts 2020, og godt 431.000 personer højere end bunden i 2013.
Dansk økonomi er godt rustet til en nedgang
Tallene vidner om, at dansk økonomi er godt rustet til en nedgang. Vi kommer ikke uden om, at dansk økonomi går mørkere tider i møde i form af lavere vækst, mindre forbrug, stigende ledighed og yderligere faldende boligpriser. Men virksomhederne er endnu ikke begyndt at opsige medarbejdere i større stil. Nogle virksomheder mangler endda fortsat arbejdskraft – dog ikke i så høj grad som tidligere.
Det bliver særdeles spændende at følge udviklingen i de kommende måneder. Hvor længe beskæftigelsen kan fortsætter den positive udvikling, om boligpriserne fortsætter ned, og hvor langt inflationen falder tilbage. Om inflationen giver anledning til kraftigt stigende lønninger, eller om den faldende inflation lægger en dæmper på lønkravene i de igangværende overenskomstforhandlinger. Lønstigninger som nok vil være kærkommen for den enkelte lønmodtager, men som samtidig kan være med til at forlænge den krise-periode, som vi er på vej ind i.

Seneste nyheder

Stigende renter i juli, og endnu en renteforhøjelse fra ECB lurer i september
Beskæftigelsen oplevede endnu en stigning i maj. Det fortsætter de senere års imponerende udvikling.Knap 2.300 flere i beskæftigelse i maj i forhold til april måned.

Ledigheden er begyndt at stige lidt kraftigere
Fra maj til juni steg antallet af ledige med godt 500 personer til 94.000 personer.Udviklingen fortsætter den lidt kraftigere stigning, som vi har set siden efteråret.

Detailsalget fortsætter den kraftige stigning
Juni måned bød på en stigning i detailsalget på 0,5 %. Detailsalget er steget med hele 4,8 % i forhold til samme måned sidste år.

Uændret forbrugertillid på et meget lavt niveau
Forbrugertilliden er opgjort til -14,7 i juli måned.Der er tale om et uændret niveau i forhold til sidste måned.Oplevelsen af Danmarks økonomiske situation i dag er steget markant, men ligger stadigvæk på -23,8.Forbrugertilliden har nu været negativ uafbrudt i over fire og et halvt år.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
