Kerneinflationen aftog yderligere i november
Årsstigningen i forbrugerprisindekset var uændret på 1,6 % i november måned. Forbrugerpriserne ligger således kun lidt højere i forhold til samme måned sidste år. Kerneinflationen aftog samtidig til 1,2 % i november måned fra 1,5 % i oktober. Både inflation og kerneinflation ligger dermed fortsat ganske lavt.
I november steg det samlede forbrugerprisindeks med 1,6 % i forhold til samme måned året før. Tallene bekræfter billedet af, at vi har nået en normalisering af inflationen under de 2 %. Det samme kan man sige om kerneinflationen, som aftog yderligere i november til 1,2 %.Inflationen ligger dermed fortsat stabilt inden for centralbankernes mål om under, men tæt på 2 %. Vi kommer formentlig til at se inflationen tiltage lidt og ligge og svinge tæt på 2 % i de kommende måneder. Der er ingen tvivl om, at den tårnhøje inflation endegyldigt ligger bag os. Det primære fokus er fortsat på kerneinflationen i Euro-området, som også – dog i et langsomt tempo - fortsætter den nedadgående tendens.
Set over de seneste 12 måneder er det prisstigninger på fødevarer, husleje og el, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med en stigning på godt 1,1 % af den samlede inflation. Modsat trækker rejser og køb af biler inflationen ned med 0,5 %.
Fødevarepriserne stiger desværre igen rimelig kraftigt og ligger hele 3,9 % højere end for et år siden. Fødevarepriserne er nu højere end i juli 2023, hvor fødevarepriserne toppede efter inflationschokket og ligger således knap 30 % over prisniveauet før 2021.
Det betyder også, at langt de fleste varegrupper nu igen stiger i pris anført af olivenolie, kartofler, chokolade og kaffe, der alle er blevet over 10 % dyrere det seneste år. Meget tyder desværre på, at fødevarepriserne vil fastholde den stigende tendens, idet de globale fødevarepriser fortsat stiger.
Fjernvarmen steget med 11 % det seneste år. Prisen på elektricitet er steget med 13,9 %, mens gasprisen er faldet med 6,8 % i forhold til november 2023.
Brændstofpriserne faldt lidt i november, og ligger 1,9 % lavere end november 2023. Brændstofpriserne toppede hen over sommeren 2022, og ligger således noget lavere nu, drevet af de lavere oliepriser.
Det er samtidig værd at bemærke, at det underliggende prispres – kerneinflationen – falder yderligere til 1,2 % og dermed fortsat ligger solidt under 2 %. Meget tyder på en svagt stigende, men fortsat stabil udvikling i de kommende måneder. Det betyder, at vi i Danmark ligger under både ECB’s og Nationalbankens målsætning. Men vi skal formentlig et godt stykke ind i 2025, før vi kan forvente, at kerneinflationen i det samlede Euro-område også kommer ned i niveauet omkring 2 %.
Vi forventer, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder, og at både inflation og kerneinflation i Euro-området også vil fortsætte tilbagefaldet. Det vil åbne for endnu en rentesænkning fra ECB og Nationalbanken i december 2024, og endnu flere rentesænkninger igennem 2025.
Dyrt for en ganske almindelig familie
På trods af normaliseringen af inflationen kan en familie med f.eks. to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget knap 5.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Til gengæld er situationen blevet betydeligt forbedret af de overenskomstmæssige lønstigninger, som de danske forbrugere har oplevet de sidste 1-2 år. Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder
Nyt fra banken
Lån & Spar nedsætter renten
Den 20. januar nedsætter Lån & Spar renten på Friværdikontoen og for erhvervskunder. Og den 13. februar nedsættes indlånsrenten for privatkunder.
Daglig økonomi
Både inflation og kerneinflation tiltog en anelse i december
Årsstigningen i forbrugerprisindekset tiltog til 1,9 % i december måned. Forbrugerprisindekset stiger således ”under men tæt på 2 %”.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.