De svagt stigende lange renter og svagt faldende korte renter fortsatte i maj
De lange realkreditrenter steg yderligere i maj måned og ligger nu på niveau med december 2023. Udstedelserne sker pt. både i 4 % og 5 % 2056-serien. De korte renter er faldet med 0,4 % siden toppen i september 2023. Vi mener fortsat, at de lange renter vil forblive på det nuværende niveau, mens kerneinflationen falder yderligere tilbage mod 2 %. Der kan komme udsving undervejs. Banen er kridtet op til en rentesænkning i juni, men hvornår kommer den næste?
Realkreditrenterne har været oppe på det højeste niveau i 15 år, men er nu faldet lidt tilbage igen. De gælder både de korte og de lange realkreditrenter. De lange realkreditrenter toppede i efteråret 2022, hvor vi oplevede en kort periode med udstedelse i 6%-lånet. Siden da er renterne faldet pænt tilbage, og midt i december gik kursen på 5%-lånet over kurs 100, og har således været lukket for udstedelse af lånetilbud i en periode.
I stedet udstedes nu lånetilbud i 4% 2056-serien, som pt. ligger omkring kurs 96. Pt. ser vi også korte perioder, hvor 5 %’erne er åbne for lånetilbud lige under kurs 100. De lange renter har ellers udvist en faldende tendens siden efteråret, men er steget lidt i april og maj, hvor vi har oplevet kursfald på godt 2 kurspoint.
De korte renter har passeret toppen
Centralbankerne er færdige med at hæve renterne. Nationalbanken hævede renten for sidste gang d. 14. september 2023 til 3,60 %. Der er bred enighed om, at det kun er et spørgsmål om tid, før ECB og Nationalbanken vil begynde at sænke renten igen. Markedets forventninger til rentesænkninger i 2024 er på det seneste afdæmpet lidt. Første rentenedsættelse forventes i juni 2024, men det er meget usikkert, hvornår den næste evt. vil komme.
Det virker helt klart, at ECB vil sænke renten d. 6. juni, men det er dog ganske usikkert, hvordan forløbet vil blive efterfølgende. Det afhænger helt og aldeles af udviklingen i inflationen og lønstigningerne i Euro-området. Vil inflationen og ikke mindst kerneinflationen fortsætte tilbagefaldet mod 2 %, eller bliver ECB og Nationalbanken tvunget til at holde lidt igen med at sænke renten yderligere? Der spekuleres således i, hvor meget og hvor hurtigt renten vil blive sænket. Pt. forventes rentesænkninger på i alt knap 1,50 %-point i løbet af 2024 og 2025, og denne forventning er allerede begyndt at afspejle sig i små fald i de variable realkreditrenter.
Kerneinflationen både herhjemme og i Euro-området toppede tilbage i foråret 2023 og er siden faldet pænt tilbage. Men det går pt. langsommere end markedet ønsker og maj måned bød endda på en mindre stigning. Der er således ingen tvivl om, at kerneinflationen har bidt sig mere fast og vil være længere tid om at komme tilbage under 2 % end tidligere forventet. Dette betyder, at renterne også vil forblive på et højere niveau i længere tid. Vi forventer, at kerneinflationen i Euro-området vil fortsætte tilbagefaldet, om end det kommer til at gå endnu langsommere i de kommende måneder. Markedets fokus er ved at skifte fra høj kerneinflation til fokus på økonomisk recession, hvilket forventeligt vil fortsætte det nedadgående pres på især de korte renter.
Usikkerheden er dog fortsat stor, og det giver risiko for, at vi fortsat kan se store bevægelser i kurserne og realkreditrenterne. Så uanset om man står foran at skulle optage nyt realkreditlån, eller man skal indfri sit gamle realkreditlån, så er det en god idé at overveje at låse kursen, så man slipper for den risiko, som de volatile rentemarkeder giver.
Seneste nyheder
Både de korte og de lange renter faldt i september
De lange realkreditrenter faldt yderligere i september, og 4 %-lånet ligger nu og balancerer omkring kurs 100.
Uændret ledighed i august
Fra juli til august steg antallet af ledige med bare 44 personer, og er således stort set uændret.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.