Endnu en stor stigning i beskæftigelsen
April måned bød på endnu en stor stigning efter grænsen på 3 mio. blev brudt i september 2023. Godt 6.600 flere i beskæftigelse i april i forhold til marts måned. Antallet af beskæftigede er steget med over 37.000 det seneste år. Meget tyder på, at udviklingen vil fortsætte.
Beskæftigelsen steg med yderligere godt 6.600 personer i april, og bliver ved med at slå nye rekorder. Vi har nu godt 3.023.000 beskæftigede målt på den sæsonkorrigerede beskæftigelse. Det er det højeste niveau nogensinde. Og dermed fortsætter den positive udvikling solidt forbi den magiske grænse på 3 mio. beskæftigede. Det er en milepæl i dansk økonomi.
Beskæftigelsen er nu – bortset fra en par enkelte måneder med mindre fald - steget 39 måneder i træk. Det vil sige lige siden den sidste corona-nedlukning i januar 2021, hvilket er ganske imponerende. Beskæftigelsen ser således ikke umiddelbart ud til at have toppet. Og vi må sande, at den såkaldte ”inflationskrise” med kraftige rentestigninger til følge slet ikke har haft den forventede indvirkning på beskæftigelsen.
Samtidig kan vi dog konstatere, at ledigheden stiger langsomt, hvilket bekræfter, at arbejdsstyrken er stigende. Derudover viser tallene, at beskæftigelsen i Bygge & Anlæg efter en flad udvikling igennem 2023 nu igen stiger, hvilket typisk indikerer, at den positive udvikling i den samlede beskæftigelse vil fortsætte.
Kerneinflationen falder kun langsomt
Kerneinflationen i Euro-området er fortsat for høj. Den er på vej ned, men det går langsomt. Det tegner til, at kampen mod inflationen bliver langvarig. Renterne er på de højeste niveauer i 15 år, men dog ser både de korte og de lange renter ud til at være forbi toppen, og er nu langsomt på vej lidt ned igen. Forbrugertilliden er stigende fra det laveste niveau nogensinde, og nærmer sig en normalisering. Boligpriserne er startet 2024 med mindre prisfald. Beskæftigelsen er den eneste parameter, som har fortsat den positive udvikling igennem ”inflationskrisen”.
De nyeste tal for BNP viser tilsvarende, at dansk økonomi er forbi den tekniske recession. Den negative udvikling vi så i 2022 og 2023 ser således ud til ikke at have ramt beskæftigelsen. Meget tyder dermed på, at krisen er afblæst, og vi ser ind i en periode med fortsat økonomisk fremgang. Selvom dansk økonomi har været ramt af mange negative elementer, så har beskæftigelsen endnu ikke toppet. Antallet af beskæftigede er således over 220.000 personer højere, end lige før den første corona-nedlukning i marts 2020, og over 481.000 personer højere end i 2013, hvor bunden blev nået efter Finanskrisen.
Det bliver særdeles spændende at følge udviklingen i de kommende måneder. Hvor længe beskæftigelsen kan fortsætte den positive udvikling, om boligpriserne vil fortsætte faldet, eller de hurtigt kommer ind i en jævn stigningstakt igen efter det nye boligskattesystem er trådt i kraft, og hvor lang tid kerneinflationen vil være om at falde helt tilbage til 2 %. Samt om overenskomsternes pæne lønstigninger vil forlænge perioden med høj kerneinflation. Lønstigninger som er kærkomne for den enkelte lønmodtager, men som samtidig kan være med til at forlænge den udfordrende tid, som vi befinder os i.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder

Lavt boligudbud presser priserne yderligere i vejret
Antallet af boliger til salg steg i marts, men ligger fortsat ganske lavt efter det kraftige fald i slutningen af 2025 og ind i 2026. Godt 26.000 huse var til salg i marts 2026. Bortset fra perioden 2021-22 er det det laveste niveau siden perioden op til finanskrisen. Ejerlejlighedsmarkedet i København er også nærmest rødglødende.

Få tilskud til varmepumpe
Du kan søge om 27.000 kr. i tilskud til en luft-til-vand-varmepumpe eller jordvarmepumpe gennem den offentlige varmepumpepulje. Puljen er stadig åben, men der er stor efterspørgsel, og midlerne er ved at være opbrugt.

Renteforhøjelser er rykket tættere på
Den lange realkreditrente svingede en del i april, men sluttede måneden i stort set uændret niveau. Det er fortsat 4 %-lånet, der er det toneangivende lån.

6 gode råd til din sommerferie
Klar til sommerferie? Her er 6 gode råd, du bør pakke med
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
