Stor stigning i inflationen i maj, men ingen grund til panik
Årsstigningen i forbrugerprisindekset tiltog til 2,2 % i maj måned. Forbrugerpriserne tog således et pænt hop opad i forhold til sidste år. Årsagen er det store fald i elpriserne fra april til maj sidste år, som nu er faldet ud af årsstigningen. Kerneinflationen steg marginalt i maj måned.
I maj steg det samlede forbrugerprisindeks med 2,2 % i forhold til samme måned året før. Der er tale om en stor stigning i forhold til maj 2023, mens indekset er uændret i forhold til april måned. Årsagen er, at elprisen fra april til maj sidste år faldt med godt 40 %, og den store stigning til 2,2 % er således en form for teknik. Billedet er fortsat, at vi har nået en normalisering af inflationen under de 2 %. Kerneinflationen oplevede en lille stigning til 1,7 %, og kerneinflationen holder sig således fortsat under 2 %.
Inflationen ligger dermed fortsat stabilt inden for centralbankernes mål om under, men tæt på 2 %. Det var forventet, at inflationen skulle stige i maj måned, og stigningen giver således ikke nogen anledning til bekymring. Vi kommer formentlig til at se inflationen ligge og svinge tæt på de 2 % i de kommende måneder. Der er ingen tvivl om, at den tårnhøje inflation endegyldigt ligger bag os. Det primære fokus er fortsat på kerneinflationen i Euro-området, som heldigvis også – med små udsving - fortsætter den nedadgående tendens selvom det går langsomt.
Set over de seneste 12 måneder er det prisstigninger på el, husleje og restaurantbesøg, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med en stigning på 1,1 % af den samlede inflation. Der er ikke nogen markante negative bidrag til inflationen, hvilket også er en del af årsagen til den store stigning i maj.
Fødevarepriserne toppede i juli måned 2023 og er siden da faldet en del, men stiger nu lidt igen. Fødevarepriserne ligger pt. 1,5 % lavere end toppen i juli 2023. Det betyder også, at rigtig mange varegrupper f.eks. flere forskellige slags kød, fjerkræ, fisk samt mejerivarer er blevet billigere over det seneste års tid. Generelt er priserne på fødevarer steget med bare 0,5 % det seneste år. Meget tyder på, at fødevarepriserne har stabiliseret sig på det nuværende niveau.
Fjernvarmen steget med 8,1 % det seneste år. Og prisen på elektricitet er hele 26,3 % højere end for et år siden, mens prisen på gas omvendt er faldet med 10,0 % i forhold til maj 2023.
Brændstofpriserne ligger stort set uændret i forhold til for et år siden. Priserne toppede hen over sommeren 2022, og ligger således noget lavere nu, drevet af de lavere oliepriser. Prisen på brændstof svinger traditionelt en del, men ligger pt. ganske stabilt.
Og det er samtidig positivt, at det underliggende prispres – kerneinflationen – på trods af en mindre stigning til 1,7 % fortsat ligger under 2 %. Den faldende tendens blev brudt i maj måned, men alt tyder på en stabil udvikling i de kommende måneder. Det betyder, at vi i Danmark er under både ECB’s og Nationalbankens målsætning. Men vi skal formentlig helt ind i 2025, før vi kan forvente, at kerneinflationen i det samlede Euro-område også kommer ned i niveauet omkring 2 %.
Vi forventer, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder i takt med at effekten af de særdeles høje energi- og fødevarepriser forsvinder ud af årsstigningstakten. Derudover viser det globale fødevareprisindeks nu en stabilisering, og vi forventer tilsvarende, at vi ikke kommer til at se yderligere prisfald på fødevarer i denne omgang.
Dyrt for en ganske almindelig familie
På trods af normaliseringen af inflationen kan en familie med f.eks. to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget godt 4.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Til gengæld bedres situationen af de overenskomstmæssige lønstigninger, som nu for alvor begynder at slå igennem.
Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder
De globale fødevarepriser stiger igen
De globale fødevarepriser har gennemlevet en dramatisk udvikling de sidste godt fire år. Læs mere om udviklingen
Bliver du ringet op af banken eller politiet? Det kan være svindel
En af de mest udbredte svindelmetoder i dag er svindel via telefonopkald. Her udgiver svindlere sig ofte for at være fra din bank eller politiet for at få adgang til dine personlige oplysninger eller lokke dig til at overføre penge.
Skal du indbetale ekstra til pension inden nytår?
Skal du indbetale ekstra til pension inden nytår?
Din rådgiver er blevet klogere på energirenovering og klimasikring af din bolig
Efter et tre dage langt kursus er din blevet klogere på bæredygtighed og kan nu hjælpe dig videre, hvis du for eksempel har brug for at energioptimere eller klimasikre din bolig – til glæde for både din økonomi og klimaet.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.