Laveste aktivitet i boligbyggeriet siden 2015
4.822 boliger blev påbegyndt i byggeriet i 1. kvartal 2024. Det er det laveste niveau siden 2015. I 2. kvartal 2021 blev der påbegyndt byggeriet af næsten tre gange så mange boliger.
Aktiviteten på boligmarkedet toppede i midten af 2021. Det gælder både antallet af handler, som var tårnhøjt og boligprisstigninger som lå på 10–15 % om året igennem 2021. Men det gælder således også byggeriet, som tilsvarende toppede i midten af 2021.
Siden da er de lange renter steget fra 1½ % til knap 5 %. Inflationen er steget fra knap 2 % til 10 % og siden faldet pænt tilbage, mens lønningerne først nu er kommet i gang med at indhente det tabte i reallønnen. Og den cocktail sætter virkelig sine spor i byggesektoren.
Med blot 4.822 påbegyndte boliger i 1. kvartal 2024 er aktiviteten i byggesektoren tilbage på niveauet for 2015. Dengang var boligmarkedet stadigvæk på vej tilbage på fode efter Finanskrisen og den sydeuropæiske gældskrise.
Det er ikke overraskende, at aktiviteten i byggesektoren er faldende. Det er en helt naturlig reaktion på de stigende renter og de nylige prisfald på boligmarkedet. – Og lige som i tidligere tilfælde reagerer byggesektoren altid med en vis forsinkelse i forhold til ændringer i konjunkturerne, da boligbyggeri i sagens natur jo er temmelig tidskrævende.
Der er dermed også god grund til at forvente, at aktiviteten i byggesektoren forbliver lav i en længere periode. Så længe de lange renter bliver på det nuværende niveau og boligpriserne samtidig har stabiliseret sig, men ikke forventes at stige mærkbart på den korte bane – så tyder meget på, at antallet af påbegyndte boligbyggerier enten vil forblive på det nuværende lave niveau, eller måske endda skal endnu længere ned.
Det er til gengæld lidt godt nyt for dem, der skal have fat i en håndværker. Med den vigende aktivitet i nybyggeriet, så må der alt andet lige blive bedre muligheder for at få booket en tømrer, murer eller elektriker i den kommende tid.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder

Når den første løn tikker ind
Det kan være noget helt særligt at få sin første “rigtige” løn efter studiet. For mange er det første gang, der er luft i økonomien – og det åbner både for nye muligheder og nye valg.

Drømmer du om en andelsbolig? Her er 4 gode råd, før du skriver under
At købe andelsbolig kan være en god og billig måde at få din egen bolig. Her er 4 ting, du bør overveje, før du skriver under.

5 vejrdilemmaer, du kan møde som boligejer
Her får du 5 almindelige vejrdilemmaer og løsningsforslag, der kan inspirere dig til at beskytte din bolig bedre.

Krig mod Iran har givet markante rentestigninger i marts
Den lange realkreditrente er steget markant i marts som følge af krigen i Mellemøsten.Det er nu igen 4 %-lånet, der er det toneangivende lån.De korte renter steg med ca. 0,30 %, således at referencerenten for F-kort (ekskl. tillæg) nu ligger omkring 1,90 %.ECB kan blive tvunget til at hæve renten som reaktion på den stigende inflation, som krigen har udløst.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
