Inflation aftog marginalt i september
Årsstigningen i forbrugerprisindekset aftog til 1,3 % i september måned. Forbrugerpriserne ligger således kun lidt højere i forhold til samme måned sidste år. Kerneinflationen steg til 1,6 % i september måned fra 1,2 % i august. Både inflation og kerneinflation ligger således fortsat ganske lavt.
I september steg det samlede forbrugerprisindeks med 1,3 % i forhold til samme måned året før. Tallene bekræfter billedet af, at vi har nået en normalisering af inflationen under de 2 %. Det samme kan vi sige om kerneinflationen, som på trods af stigningen i september også ligger solidt under 2 %.
Inflationen ligger dermed fortsat stabilt inden for centralbankernes mål om under, men tæt på 2 %. Vi kommer formentlig til at se inflationen tiltage lidt og ligge og svinge tæt på 2 % i de kommende måneder. Der er ingen tvivl om, at den tårnhøje inflation endegyldigt ligger bag os. Det primære fokus er fortsat på kerneinflationen i Euro-området, som også – dog i et langsomt tempo - fortsætter den nedadgående tendens.
Set over de seneste 12 måneder er det prisstigninger på husleje, fødevarer og fjernvarme, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med en stigning på 0,8 % af den samlede inflation. Modsat trækker brændstof, møbler samt køb af brugte biler inflationen ned med 0,5 %.
Fødevarepriserne stiger igen og ligger 2,6 % højere end for et år siden efter de i en periode har ligget nogenlunde stabilt. Fødevarepriserne er således nu højere end i juli 2023, hvor fødevarepriserne toppede efter inflationschokket. Det betyder også, at langt de fleste varegrupper nu igen stiger i pris anført af olivenolie, ost, grøntsager og chokolade, der alle er blevet markant dyrere det seneste år. Meget tyder også på, at fødevarepriserne vil fastholde den stigende tendens.
Fjernvarmen steget med 8,9 % det seneste år. Prisen på elektricitet er steget med 2,9 %, mens gasprisen er steget med 5,8 % i forhold til september 2023.
Brændstofpriserne er til gengæld faldet yderligere i september og ligger 10,8 % lavere end september 2023. Brændstofpriserne toppede hen over sommeren 2022, og ligger således noget lavere nu, drevet af de lavere oliepriser.
Det er samtidig værd at bemærke, at det underliggende prispres – kerneinflationen – på trods af en stigning til 1,6 % fortsat ligger solidt under 2 %. Meget tyder på en svagt stigende, men fortsat stabil udvikling i de kommende måneder. Det betyder, at vi i Danmark ligger under både ECB’s og Nationalbankens målsætning. Men vi skal formentlig et godt stykke ind i 2025, før vi kan forvente, at kerneinflationen i det samlede Euro-område også kommer ned i niveauet omkring 2 %.
Vi forventer, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder, og at både inflation og kerneinflation i Euro-området også vil fortsætte tilbagefaldet. Det vil åbne for yderligere rentesænkninger fra ECB og Nationalbanken i både oktober og december 2024 og endnu flere rentesænkninger igennem 2025.
Dyrt for en ganske almindelig familie
På trods af normaliseringen af inflationen kan en familie med f.eks. to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget knap 5.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Til gengæld bedres situationen af de overenskomstmæssige lønstigninger, som nu for alvor begynder at slå igennem hos de danske forbrugere.
Seneste nyheder
Lidt større stigning i ledigheden i september
Fra august til september steg antallet af ledige med knap 1.000 personer. Ledigheden fortsætter dermed den svagt stigende tendens, som vi har set de sidste to års tid.
Renten er faldet – skal jeg nedkonvertere?
Har du et fastforrentet 5%- eller 6%-realkreditlån? Så kan du overveje, om du skal lægge dit nuværende lån om til et lån med lavere, fast rente.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.