Beskæftigelsen stiger igen og sætter ny rekord
Beskæftigelsen fortsætter den imponerende udvikling og steg pænt i februar. Knap 2.400 flere i beskæftigelse i februar i forhold til januar måned. Antallet af beskæftigede er over 33.000 højere end for bare et år siden.
Beskæftigelsen steg med yderligere knap 2.400 personer i februar, og bliver ved med at slå nye rekorder. Vi har nu godt 3.046.000 beskæftigede målt på den sæsonkorrigerede beskæftigelse. Det er det højeste niveau nogensinde. Og dermed fortsætter den positive udvikling solidt forbi den ”magiske” grænse på 3 mio. beskæftigede. Det er en milepæl i dansk økonomi.
Beskæftigelsen er indtil nu - bortset fra en enkelt måned med et marginalt fald - steget 49 måneder i træk. Det svarer til godt 4 års næsten uafbrudt stigning. Det vil sige lige siden den sidste corona-nedlukning i januar 2021, hvilket er ganske imponerende. Beskæftigelsen ser således ikke ud til at have toppet endnu. Og vi må sande, at den såkaldte ”inflationskrise” med kraftige rentestigninger til følge slet ikke havde den forventede indvirkning på beskæftigelsen.
Samtidig kan vi konstatere, at ledigheden stiger langsomt, hvilket dog ikke umiddelbart indikerer en kommende vending i beskæftigelsen. Derudover viser tallene, at beskæftigelsen i Bygge & Anlæg også fortsat stiger efter en flad udvikling igennem meget af 2023 og 2024. Dette indikerer typisk, at den positive udvikling i den samlede beskæftigelse vil fortsætte.
Antallet af beskæftigede er nu over 243.000 personer højere, end lige før den første corona-nedlukning i marts 2020, og godt 504.000 personer højere end i 2013, hvor bunden blev nået efter Finanskrisen.
Kerneinflationen falder kun langsomt
Kerneinflationen i Euro-området er fortsat for høj. Den er på vej ned, men det går langsomt. Det bekræfter, at kampen mod inflationen bliver langvarig, også selvom ECB forventer, at kerneinflationen kommer ned på 2 % i løbet af 2025. Gigantiske forsvarsinvesteringer i Euro-området samt lurende toldkrige udfordrer dog faldet i kerneinflationen. Forbrugertilliden ligger fortsat meget lavt, og der er lang vej til en normalisering. Boligpriserne stiger nu igen pænt efter tilpasningen i 2022-23. Beskæftigelsen er således den eneste parameter, som har fastholdt den positive udvikling hele vejen igennem ”inflationskrisen”.
De nyeste tal for BNP viser tilsvarende, at dansk økonomi er forbi den tekniske recession. Den negative udvikling vi så i 2022 og 2023 ser således ud til ikke at have ramt beskæftigelsen. Meget tyder dermed på, at krisen er afblæst, og vi ser ind i en periode med fortsat økonomisk fremgang. Så derfor vurderer vi, at beskæftigelsen vil fortsætte med at stige i de kommende måneder.
Det bliver særdeles spændende at følge udviklingen i de kommende måneder. Om beskæftigelsen vil fortsætte den positive udvikling, om boligpriserne vil fortsætte den jævne stigningstakt, og hvor lang tid kerneinflationen i Euro-området vil være om at falde helt tilbage til 2 %. Samt om overenskomsternes pæne lønstigninger vil forlænge perioden med høj kerneinflation herhjemme. Lønstigninger som nok er kærkomne for den enkelte lønmodtager, men som samtidig kan være med til at forlænge den udfordrende tid, som vi befinder os i.

Seneste nyheder

Fødevarepriserne falder yderligere
Årsstigningen i forbrugerprisindekset var uændret på 2,1 % i november måned. Det er primært husleje og fødevarer, der trækker op årsstigningen, mens el, gas og nye biler trækker lidt ned. Kerneinflationen var ligeledes uændret på 2,3 % i november. Både inflation og kerneinflation udvikler sig fortsat tilfredsstillende.

De globale fødevarepriser er begyndt at falde
De globale fødevarepriser er faldet med 3,8 % de seneste tre måneder. Faldet er ganske kraftigt, og bør ligeledes forplante sig i de danske fødevarepriser i de kommende måneder. Faldet er bredt, men kommer især fra mejerivarer og sukker, mens prisen på kornprodukter ligger stabilt.

Bomstærkt boligmarked – færre boliger til salg end i 2010’erne
Antallet af boliger til salg falder igen og ligger på et niveau, der er lavere end i 2010’erne. Godt 28.000 huse var til salg i november 2025. Det er et ganske lavt niveau. Ejerlejlighedsmarkedet i København er samtidig brandvarmt.

Byggeomkostningerne stiger jævnt
Byggeomkostningerne stiger jævnt efter at være faldet i slutningen af 2024. Stigningen er på 2,1 % det seneste år. Både materialer og arbejdsomkostningerne stiger. Arbejdsomkostningerne er tilsvarende steget med 2,1 % det seneste år. Materialeomkostningerne er steget med 2,2 % det seneste år.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
