Stor stigning i inflationen i juli
Årsstigningen i forbrugerprisindekset tiltog til 2,3 % i juli måned. Det er primært husleje og fødevarer, der trækker op, mens biler og brændstof trækker lidt ned. Kerneinflationen tiltog ligeledes til 2,2 % i juli måned fra 1,9 % i juni. På trods af stigningen udvikler både inflation og kerneinflation sig fortsat tilfredsstillende.
I juli steg det samlede forbrugerprisindeks med 2,3 % i forhold til samme måned året før. Stigningen er større end ventet, men det ændrer ikke på billedet af, at vi har nået en normalisering af inflationen. Det samme kan man sige om kerneinflationen, som dog også oplevede en stor stigning til 2,2 % i juli. Vi forventer, at både inflation og kerneinflation vil aftage lidt igen i løbet af efteråret, så den samlede inflation for 2025 vil lande lige under 2 %.
Inflationen ligger dermed og balancerer lige omkring centralbankernes mål om under, men tæt på 2 %. Vi kommer formentlig også til at se inflationen svinge tæt på 2 % i de kommende måneder. Der er ingen tvivl om, at den tårnhøje inflation endegyldigt ligger bag os. Det primære fokus er fortsat på kerneinflationen i Euro-området, som – dog i et langsomt tempo - fortsætter den nedadgående tendens.
Set over de seneste 12 måneder er det især prisstigninger på fødevarer og husleje, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med godt 0,6 % af den samlede inflation. Modsat trækker køb af benzin og biler inflationen ned med 0,3 %.
Fødevarepriserne steg desværre igen i juli og er steget hele 5,8 % det seneste år. Fødevarepriserne er steget meget kraftigt de senere år og ligger nu næsten 35 % højere end prisniveauet fra starten af 2021 – før inflationschokket. Meget tyder desværre på, at udviklingen i fødevarepriserne vil fastholde den stigende tendens, idet de globale fødevarepriser fortsat stiger.
Fjernvarmen er steget med 5,9 % det seneste år. Prisen på elektricitet er faldet med 1,3 %, mens gasprisen er faldet med hele 14,6 % i forhold til juli 2024.
Brændstofpriserne ligger 4,8 % lavere end juli 2024. Brændstofpriserne toppede hen over sommeren 2022, men ligger noget lavere nu, drevet af de lavere oliepriser.
Det er samtidig værd at bemærke, at det underliggende prispres – kerneinflationen – desværre også tiltog til 2,2 % i juli, og dermed ligger på det højeste niveau i halvandet år. Meget tyder på en aftagende udvikling i de kommende måneder. Det betyder, at vi i Danmark fortsat forventer at ligge under både ECB’s og Nationalbankens målsætning. Men vi skal formentlig et stykke ind i 2. halvår 2025, før vi kan forvente, at kerneinflationen i det samlede Euro-område også kommer ned under niveauet omkring 2 %.
På trods af den verserende told- og handelskrig forventer vi, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder, og at både inflation og kerneinflation i Euro-området også vil fortsætte tilbagefaldet. Det vil åbne for potentielt yderligere én rentesænkning fra ECB og Nationalbanken i løbet af efteråret, hvorefter lempelsescyklen forventes afsluttet.
Dyrt for en ganske almindelig familie
På trods af normaliseringen af inflationen kan en gennemsnitlig familie med to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget ca. 5.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Det er tydeligt at mærke de højere priser – ikke mindst, når man køber fødevarer.

Kilde: dst.dk og egne beregninger
Seneste nyheder

Krig mod Iran har givet markante rentestigninger i marts
Den lange realkreditrente er steget markant i marts som følge af krigen i Mellemøsten.Det er nu igen 4 %-lånet, der er det toneangivende lån.De korte renter steg med ca. 0,30 %, således at referencerenten for F-kort (ekskl. tillæg) nu ligger omkring 1,90 %.ECB kan blive tvunget til at hæve renten som reaktion på den stigende inflation, som krigen har udløst.

Når den første løn tikker ind
Det kan være noget helt særligt at få sin første “rigtige” løn efter studiet. For mange er det første gang, der er luft i økonomien – og det åbner både for nye muligheder og nye valg.

Drømmer du om en andelsbolig? Her er 4 gode råd, før du skriver under
At købe andelsbolig kan være en god og billig måde at få din egen bolig. Her er 4 ting, du bør overveje, før du skriver under.

5 vejrdilemmaer, du kan møde som boligejer
Her får du 5 almindelige vejrdilemmaer og løsningsforslag, der kan inspirere dig til at beskytte din bolig bedre.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
