Boligmarkedet buldrer derudaf
Stigende boligpriser, høj handelsaktivitet og sidelæns renter præger 2025, mens usikkerheden om fremtidige renteniveauer fortsætter.
Rentepilen peger ”sidelæns”
De seneste tre måneder har vi set den helt korte realkreditrente være stort set uændret og ligger dermed fortsat omkring 2,20 %, mens den 30-årige realkreditrente især i september er faldet lidt og nu ligger på et niveau lige under 4 %. Bevægelsen mod lavere renter er således aftaget, og meget tyder på, at renterne i denne omgang ikke skal meget længere ned. Det er konsekvensen af, at de finansielle markeder er præget af stor usikkerhed, euro-landenes massive investeringer i forsvar, samt at ECB formentlig er nået til enden i rækken af rentesænkninger.
Modsat har den amerikanske centralbank FED sænket renten d. 17. september til et niveau på 4,00-4,25 %, og forventes at sænke renten yderligere én gang i slutningen af 2025. Markedet forventer endnu flere rentesænkninger, men FED har tilsyneladende ikke travlt med at sænke renten.
Den europæiske centralbank gennemførte sin – indtil videre – sidste rentesænkning på mødet d. 5. juni, og Nationalbanken sænkede tilsvarende foliorenten til 1,60 %. Rentesænkningen kom ganske som forventet. ECB indikerer, at de vil holde renteniveauet uændret i en længere periode, men der er alligevel en del usikkerhed om, hvorvidt ECB vil sænke renten en enkelt gang mere eller ej.
Efter en periode med relativ høje renter er vi dermed nu kommet ind i en ny periode med væsentlig lavere korte renter, mens de lange realkreditrenter indtil videre ser ud til at forblive omkring eller lige under 4 %.
Boligmarkedet
Tallene fra Boligmarkedsstatistikken for 2. kvartal 2025 viser et boligmarked, der buldrer derudaf, og hvor priserne stiger ganske kraftigt. Det gælder både huse og lejligheder, men især lejligheder stiger meget kraftigt, og er steget godt 10 % det seneste år. Udviklingen er helt i tråd med forventningerne, da lønningerne pt. stiger ret kraftigt og renten samtidig er faldet, og derudover er beskæftigelsen fortsat stigende. Det er nærmest den perfekte positive cocktail for boligmarkedet. – Der er dog stigende fokus på, om prisstigningerne går for hurtigt, og om især ejerlejligheder i København igen bevæger sig mod en potentiel prisboble.
Samtidig har 2025 indtil videre budt på en markant stigning i handelsaktiviteten, så aktiviteten på boligmarkedet nu ligger på det højeste niveau i en årrække, og således ligner udviklingen fra midten af 2010’erne med god aktivitet og stabile pæne prisstigninger.
Huspriserne på landsplan stiger pænt med 5-7 % om året, men der er fortsat landsdele, hvor priserne ikke stiger særlig meget. Det gælder især Bornholm, Vestjylland og Nordjylland, hvor priserne ligger på stort set samme niveau som for tre år siden. Vi ser således et meget opdelt boligmarked, hvor priserne i og omkring de største byer stiger kraftigt, mens prisudviklingen visse steder i provinsen ikke udvikler sig særlig gunstigt. Men generelt må vi sige, at stort set hele boligmarkedet er kommet ganske hurtigt tilbage på sporet efter perioden med kraftigt stigende renter, tårnhøj inflation samt nye boligskatter, der slet ikke satte det negative aftryk på boligmarkedet, som mange havde forventet.
Vores vurdering er, at boligmarkedet i resten af 2025 vil fortsætte den positive udvikling med både stigende priser og høj handelsaktivitet i takt med at indkomsterne fortsat forventes at stige, at renterne forbliver på det nuværende niveau, samt at beskæftigelsen fortsætter fremgangen.

Kilde: Finans Danmark og egne beregninger.
Seneste nyheder

Lavt boligudbud presser priserne yderligere i vejret
Antallet af boliger til salg steg i marts, men ligger fortsat ganske lavt efter det kraftige fald i slutningen af 2025 og ind i 2026.Godt 26.000 huse var til salg i marts 2026.Bortset fra perioden 2021-22 er det det laveste niveau siden perioden op til finanskrisen.Ejerlejlighedsmarkedet i København er også nærmest rødglødende.

Snart udbetales overskydende skat, men pas på svindel
Den 24. april 2026 får mange danskere udbetalt overskydende skat på deres NemKonto. Men vær ekstra opmærksom. Denne tid på året er samtidig højsæson for kriminelle.

Stor stigning, men stadigvæk lav inflation i marts
Inflationen tiltog til 1,2 % i marts fra 0,7 % i februar måned.Det er fortsat den lavere elafgift, der trækker ned i årsstigningen, mens husleje og brændstof trækker op.Kerneinflationen aftog yderligere til et niveau på 1,7 % i marts.Krisen i Mellemøsten har fået brændstofpriserne til at skyde i vejret, men effekten på inflationen er indtil videre begrænset.

Når den første løn tikker ind
Det kan være noget helt særligt at få sin første “rigtige” løn efter studiet. For mange er det første gang, der er luft i økonomien – og det åbner både for nye muligheder og nye valg.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
