Svindlerne skifter metode – men målet er det samme
En sms om en pakke. En god handel på Facebook Marketplace. Eller en person, du har lært at kende online.
Det lyder som tre vidt forskellige situationer. Men de har én ting til fælles: Svindlerne forsøger at få dig til at handle hurtigt, udlevere dine oplysninger eller sende penge.
I Lån & Spar ser vi lige nu især fire typer svindel. Kender du dem, er du bedre rustet til at gennemskue svindel.
1. Pas på, hvis nogen beder dig om at købe et gavekort
En metode, vi ser oftere og oftere, er, at svindlere beder andre om at købe gavekort – typisk fra tankstationer, supermarkeder eller iTunes.
Det sker blandt andet i kærlighedssvindel, hvor svindleren fortæller om et akut økonomisk problem.
Vi ser også gavekort indgå i muldyrssager, hvor personer bliver overtalt til at købe gavekort eller på anden måde hjælpe med at flytte penge videre.
Når først koden på gavekortet er delt, er pengene som regel tabt. I mulddyrssager bliver man som offer for svindlen også medvirkende til hvidvaskning af penge, som er strafbart.
Husk: Ingen seriøs virksomhed, myndighed eller bank vil bede dig betale med gavekort.
2. Falske sms'er kan ende med misbrug af dit kort
Mange svindelsager starter med en sms eller mail, der ser ud til at komme fra en virksomhed, du kender.
Det kan for eksempel være DAO, Brobizz eller en anden virksomhed, du har tillid til.
Beskeden handler ofte om en pakke, en betaling eller et mindre gebyr.
Klikker du på linket, bliver du sendt videre til en falsk hjemmeside, hvor du bliver bedt om at indtaste dine kortoplysninger eller logge ind med MitID.
Nogle gange bliver kortet misbrugt med det samme.
Andre gange bliver du senere ringet op af en svindler, som allerede kender de oplysninger, du har indtastet. Det kan få opkaldet til at virke troværdigt.
Vores råd mod svindel
- Klik ikke på links i uventede sms'er eller mails.
- Gå i stedet direkte ind på virksomhedens hjemmeside eller app.
- Kontakt os med det samme, hvis du tror, du har udleveret dine kortoplysninger eller personlige oplysninger.
3. Kortoplysninger kan blive aflæst trådløst
Vi ser en stigende opmærksomhed på en mere teknisk form for kortsvindel.
Her forsøger svindlere at aflæse oplysninger fra kontaktløse betalingskort ved hjælp af særligt elektronisk udstyr (NFC).
Det kan ske, hvis en svindler kommer tæt nok på dig i for eksempel offentlig transport, ved koncerter eller andre steder med mange mennesker.
Du kan mindske risikoen ved at:
- opbevare dit betalingskort i en RFID- eller NFC-beskyttende kortholder eller pung
- være ekstra opmærksom på dine omgivelser de steder, hvor mange mennesker er samlet
- holde øje med dine kontobevægelser og reagere hurtigt, hvis du ser betalinger, du ikke kan genkende.
4. Du betaler – men varen kommer aldrig
Vi ser også mange sager, hvor kunder bliver snydt i forbindelse med køb mellem private på Facebook Marketplace eller via opslag på sociale medier.
Svindleren annoncerer en vare til en attraktiv pris og beder om betaling på forhånd. Når pengene er sendt, forsvinder sælgeren, og varen dukker aldrig op.
Vær ekstra opmærksom, hvis:
- prisen virker usædvanligt lav
- sælger presser på for hurtig betaling
- du bliver bedt om at betale uden om en sikker handelsløsning
- profilen virker ny eller har meget lidt aktivitet.
Stop op, hvis du føler dig presset
Selvom svindlernes historier er forskellige, bruger de ofte de samme tricks.
De forsøger at:
- skabe travlhed eller panik
- få dig til at handle med det samme
- få dig til at udlevere kortoplysninger eller personlige oplysninger
- få dig til at overføre penge eller købe gavekort.
Bliver du i tvivl, så stop op. Kontakt virksomheden eller banken via de kontaktoplysninger, du selv finder.
Det er langt bedre at bruge fem minutter ekstra end at blive snydt.
Har du mistanke om svindel?
Tror du, at dine kortoplysninger er blevet misbrugt, eller har du overført penge til en svindler, er det vigtigt, at du kontakter os hurtigst muligt.
Jo tidligere vi får besked, desto bedre mulighed har vi for at begrænse skaden.
På vores side om svindel kan du læse mere om blandt andet phishing, kærlighedssvindel, muldyrssager og andre aktuelle svindelmetoder.
Læs seneste nyheder

Uændret ledighed i juli
Fra juni til juli var antallet af ledige stort set uændret på 94.000 personer. Udviklingen bryder med den lidt kraftigere stigning, som vi har set siden efteråret 2025.

Reallønnen sætter ny rekord
De gennemsnitlige lønninger i dansk økonomi steg med 3,2 % i 2. kvartal 2026 i forhold til samme kvartal året før. Købekraften er således nu på et nyt all-time-high niveau.

Juni bød på endnu en stigning i beskæftigelsen
Beskæftigelsen oplevede endnu en stigning i juni. Det fortsætter de senere års imponerende udvikling. Antallet af beskæftigede er godt 34.000 højere end for et år siden.

Detailsalget fortsætter den kraftige stigning
Juli måned bød på en stigning i detailsalget på hele 1,3 %.Detailsalget er steget med 5,8 % i forhold til samme måned sidste år.Detailsalget stiger væsentlig hurtigere, end vi så op gennem 2010’erne.Og detailsalget er meget, meget tæt på tidligere tiders all-time-high.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
