Normaliseringen af forbrugertilliden fortsætter
Forbrugertilliden er opgjort til -4,4 i juni måned. Der er tale om det højeste niveau siden februar 2022. Indikatoren for familiens økonomiske situation lige nu ligger i det højeste niveau i over to år. Der er en positiv udvikling i stort set alle underkomponenter.
I juni måned blev forbrugertilliden opgjort til -4,4. Der er tale om det højeste niveau siden starten af 2022, og dermed nærmer forbrugertilliden sig også en form for normalisering. Der er tale om endnu en markant bedring efter indikatoren lå stabilt i de første måneder af 2024. Samtidig har forbrugerne endegyldigt lagt de historisk lave niveauer, vi så i efteråret 2022 bag sig.
Udviklingen vidner om, at danskerne endelig er ved at komme over det negative og pessimistiske syn på både situationen i dansk økonomi, men også deres egen husstands økonomi. Der er fortsat tale om negative niveauer for mange af underkomponenterne, men langt mindre negative end de har været, og udviklingen er klart i den positive retning.
Forbrugertilliden ligger dog fortsat lavt, og det skyldes især danskernes vurdering af familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden. Indikatoren ligger på -5,9. Det er et lavt niveau, men også her er der tale om en pæn bedring. Et signal om, at familiernes økonomi stadigvæk er presset, men at situationen langsomt bliver bedre – formentlig i takt med, at de pæne lønstigninger begynder at slå igennem.
Der er masser af lyspunkter i dagens tal. Oplevelsen af Danmarks økonomiske situation i dag i forhold til for et år siden stiger, og ligger på det højeste niveau siden slutningen af 2021.
På den lidt mere pessimistiske side forventer forbrugerne stigende arbejdsløshed i det kommende år, samt at inflationen vil tiltage lidt igen, og at priserne således vil stige yderligere i det kommende år. Det giver god mening, idet inflationen lige nu ligger omkring 2 %, så her vil vi formentlig se en mindre stigning i de kommende måneder.
Lidt flere familier regner med at kunne spare op i de kommende 12 måneder, men en del oplever fortsat, at pengene ikke slår til i det daglige forbrug.
Med tallene for juni måned fortsætter normaliseringen af forbrugertilliden, og vi nærmer os mere normale niveauer, som vi kender fra tiden før både inflationskrisen og corona. Der er således solide tegn på, at de danske forbrugere vejrer morgenluft, og at vi lige så stille bevæger os mod mere positive forbrugere.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder

Gode råd til din årsopgørelse
Din årsopgørelse for 2025 er klar fra den 23. marts 2026. Husk at tjekke, om du har alle fradrag med.

Totalkredit gør lånene billigere
Totalkredit gør både fastforrentede og variable lån uden afdrag billigere.

Gode råd til dig, der drømmer om at købe sommerhus
Et sommerhus kan fungere som et skønt afbræk fra hverdagens hamsterhjul. Vi har samlet et par gode råd til dig her. Læs også mere om dine lånemuligheder hos Lån & Spar.

Væsentlig lavere inflation i starten af 2026
Årsstigningen i forbrugerprisindekset aftog til 0,7 % i februar måned. Det er primært den lavere elafgift, der trækker ned i årsstigningen, mens husleje og fødevarer trækker op. Kerneinflationen aftog også til et niveau på 1,8 % i februar. Både inflation og kerneinflation udvikler sig fortsat tilfredsstillende.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
