Stigende renter i juli, og endnu en renteforhøjelse fra ECB lurer i september
Den lange realkreditrente steg ret kraftigt i juli, da 4 %-lånet med afdrag faldt med ca. 1½ kurspoint til kurs 97,9. Det er fortsat 4 % 2056-lånet, der er det toneangivende realkreditlån, og med serieskiftet d. 1. september bliver det 4% 2059, der overtager. De korte renter steg med ca. 0,10 % i juli, således at referencerenten for F-kort (ekskl. tillæg) nu ligger på godt 2,10 %. ECB hævede renten d. 11. juni som reaktion på den stigende inflation, som krisen i Mellemøsten har udløst, og vi forventer endnu en renteforhøjelse i september.
De store renteudsving fortsatte i juli, og resultatet blev pænt stigende renter, i takt med at uroen i Mellemøsten igen blussede op, hvilket var den direkte årsag til, at også olieprisen igen steg kraftigt. Den lange realkreditrente ligger nu omkring samme niveau, som i april måned – altså da krigen i Mellemøsten for alvor rasede. Udviklingen skifter fra dag til dag, og vi ser store kursudsving også indenfor de enkelte handelsdage.
Med den uforudsigelige udvikling i Mellemøsten tyder meget på, at udsvingene også vil fortsætte i den kommende tid. Udviklingen i den lange rente afhænger fortsat suverænt mest af, hvorvidt uroen fortsætter, eller en fredsaftale bliver indgået. Altså om krisen i Mellemøsten eskalerer, eller om det ser ud til, at der kan indgås en mere permanent fredsaftale, der inkluderer fri passage gennem Hormuzstrædet. Og det hele kan som bekendt ændre sig i løbet af ganske få timer.
Den korte rente steg også
I juli steg CITA 6-renten med ca. 0,10%, da markedet – i forlængelse af ECB’s og Nationalbankens renteforhøjelse i juni – fastholder forventningen om yderligere en renteforhøjelse i september. Krisen i Mellemøsten og de deraf stigende energipriser har tvunget ECB til at hæve renten. Renten blev hævet med 0,25% på mødet d. 11. juni, og markedet er overbevist om, at ECB vil hæve renten minimum én gang mere i løbet af de næste par måneder. Lidt længere ude i fremtiden forventes ECB så at sænke renterne tilsvarende igen i løbet af 2027. Også her afhænger meget af, hvor lang tid der vil gå, før krisen i Mellemøsten kan afsluttes med en endelig aftale.
Udviklingen i de første måneder af 2026 bekræftede ellers, at inflationspresset var langsomt aftagende, men krisen i Mellemøsten har vendt billedet på hovedet, så inflationen nu desværre er tiltagende igen. Både inflation og kerneinflation ligger således nu igen på niveauer, hvor ECB er nødt til at reagere med renteforhøjelser.
Usikkerheden er fortsat meget stor – ikke mindst i lyset af de geopolitiske spændinger, som præger verden -, og det giver en klar risiko for, at vi fortsat kan se store bevægelser i kurserne og realkreditrenterne også i de kommende måneder. Så uanset om man står foran at skulle optage nyt realkreditlån, eller man skal indfri sit gamle realkreditlån, så er det en god idé at overveje at låse kursen, så man slipper for den risiko, som de generelt volatile rentemarkeder giver.


Seneste nyheder

Uændret ledighed i juli
Fra juni til juli var antallet af ledige stort set uændret på 94.000 personer. Udviklingen bryder med den lidt kraftigere stigning, som vi har set siden efteråret 2025.

Reallønnen sætter ny rekord
De gennemsnitlige lønninger i dansk økonomi steg med 3,2 % i 2. kvartal 2026 i forhold til samme kvartal året før. Købekraften er således nu på et nyt all-time-high niveau.

Juni bød på endnu en stigning i beskæftigelsen
Beskæftigelsen oplevede endnu en stigning i juni. Det fortsætter de senere års imponerende udvikling. Antallet af beskæftigede er godt 34.000 højere end for et år siden.

Detailsalget fortsætter den kraftige stigning
Juli måned bød på en stigning i detailsalget på hele 1,3 %.Detailsalget er steget med 5,8 % i forhold til samme måned sidste år.Detailsalget stiger væsentlig hurtigere, end vi så op gennem 2010’erne.Og detailsalget er meget, meget tæt på tidligere tiders all-time-high.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.
